Ejendomsmilliardær trækker sig som topchef for livsværk

Ejendomsmilliardæren og Imerco-ejer Mikael Goldschmidt trækker sig som adm. direktør for koncernen M. Goldschmidt Holding.

Foto: Morten Juhl.
Læs mere
Fold sammen

Den københavnske ejendomsinvestor Mikael Goldschmidt trækker sig som adm. direktør for M. Goldschmidt Holding, meddeler han tirsdag morgen.

»Jeg har i 37 år ledet koncernen og er meget stolt af, at det er lykkedes at opbygge en stor og velfungerende koncernen med hovedvægt på investeringer i fast ejendom og virksomheder med i dag 1.350 medarbejdere. Jeg finder nu tiden rette til at påbegynde et velplanlagt og velovervejet generationsskifte med respekt for mit stærke ønske om fortsat involvering i koncernens købmandsmæssige forhold,« siger Mikael Goldschmidt og fortsætter:

»Tiden er nu inde til at overgå til en normal styreform, som vi ser i andre koncerner, og som fremtidssikrer min koncern, og denne proces påbegyndes nu.«

Mikael Goldschmidt påtager sig i stedet rollen som koncerndirektør med ansvar for de kommercielle aktiviteter. Samtidig udtræder han og 69-årige Jørgen Toftegaard som bestyrelsesmedlemmer i koncernens selskaber, mens advokat Niels Heering indtræder som ny bestyrelsesformand for koncernen.

»Det er med stor glæde, men også ydmyghed, at jeg tager over som bestyrelsesformand i M. Goldschmidt Holding-koncernen. Mikael har opbygget en flot virksomhed, som jeg ser frem til at være med til at videreudvikle,« siger Niels Heering.

M. Goldschmidt-koncernens hovedaktivitet består af investeringer i fast ejendom, værdipapirer og virksomheder. Koncernens egenkapital andrager 2,3 mia. kroner.