Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Efter flere år i træk med underskud i golfselskabet Proark Golf er det lykkedes ejendomsmatador og iværksætter Michael Kaa Andersen at afhænde to tredjedele af selskabet til professionelle investorer, som er klar til at tilføre frisk kapital.
Et nyt selskab, Proark Golf Plus, som får en aktiekapital på 80 millioner kroner, skal videreføre Proark Golfs syv baner, som ligger spredt over det meste af Danmark.
Men det nye golfselskab vil ikke nøjes med dette. Det er planen, at porteføljen udvides via opkøb, fusioner og operatøraftaler for at opnå stordriftsfordele. I dag har golfbanerne 6.500 medlemmer og 65.000 spillere, men ambitionen er at nå op på 30.000 medlemmer til trods for, at antallet af golfspillende danskere er svundet ind under krisen. Dette gælder dog ikke hos Proark Golf, som i 2010 opnåede en medlemstilgang på fem procent.
»Alt tyder på, at det er lykkedes at samle investorer til vores plan om at skabe Danmarks største golfselskab, som kan drives effektivt, fordi alt lige fra ansættelse af green keeper-chef til indkøb af kunstgødning kan gøres billigere, når et selskab driver mange baner,« oplyser Michael Kaa Andersen.
Nyt golfselskab
Ledelsen i Proark Golf Plus vil om et par uger lancere hele forretningsplanen for det nye golfselskab, og Michael Kaa Andersen ønsker endnu ikke at afsløre identiteten på investorerne. Han oplyser dog, at målet for de kommende 12 måneder er, at antallet af baner skal op på 11 eller 12. På fem års sigt er forventningen, at Proark Golf Plus driver i størrelsesordenen af 30 baner.
»Selskabet skal ikke nødvendigvis eje alle banerne, men stå for driften af dem. Jeg er sikker på, at der er en lang række baneejere, der gerne vil have professionaliseret deres forretning,« siger Kaa Andersen, som selv får en mindre aktiepost i det nye selskab.
Bogførte værdier
Proark Golf Plus overtager driften og ejerskabet af alle banerne, bortset fra kronjuvelen i Michael Kaa Andersens golfbaneportefølje, Skjoldenæsholm på Midtsjælland. Skjoldenæsholm skal imidlertid drives af det nye selskab, og der er indgået en forpagtningsaftale mellem Proark Golf Plus og Proark-koncernen.
Proark-koncernens revisior, Peter Nordahl fra Beierholm, tog i 2009-regnskabet forbehold for værdiansættelsen af Proark Golfs baner og bygninger, da der dengang efter revisorens opfattelse ikke var et reelt marked for handel med golfbaner.
Michael Kaa Andersen oplyser, at banerne er overdraget til det nye selskab til de bogførte værdier i det gamle Proark Golf, nemlig 360 millioner kroner.
Markedsføringen af Proark Golf Plus har været i gang siden sommeren 2010, hvor målet var en kapitalrejsning på 50 millioner kroner med en minimumsinvestering på en halv million kroner og en forventet forrentning på 13 procent før skat over ti år. Dertil kommer goder som frie spilleretter og deltagelse i luksusgolfdage.
Ifølge markedsføringsmaterialet fra i sommer opereres der med en børsnotering i 2014 eller 2015.