Ejendomsmæglere åbner nye gratisaviser

De danske ejendomsmæglere forstærker nu offensiven på avismarkedet. Tre måneder efter, at de sendte gratisavisen Boligmarkedet på gaden i hovedstaden, gør ejendomsmæglerne nu klar til at indtage Fyn og Jylland. En offensiv, der kan flytte yderligere annoncekroner fra de danske dagblade. (Opdateret kl. 18:22)

Vicedirektør i Dansk Ejendomsmæglerforening Thomas Torp oplyser til Business.dk, at man forventer at sende Boligmarkedet ud i Nordjylland, Østjylland og Fyn til februar.

Avisen udkommer hver anden uge i 100.000 eksemplarer i hovedstaden, hvor man - ligesom det bliver tilfældet i resten af landet - pakker boligannoncerne ind i redaktionelt stof leveret i samarbejde med Nyhedsavisen.

Det er også Nyhedsavisen, der står for distributionen fra standere foran ejendomsmæglerne og avisens egne uddelingssteder. Boligmarkedet udkommer i to udgaver med henholdsvis villaer og lejligheder. Tilsammen giver det 450 sider, hvoraf ti sider er redaktionelt stof.

Lavere oplag

”Vi har utrolig meget fokus på omkostningerne og vil ikke producere aviser, der ikke bliver brugt. Derfor forventer vi også et noget lavere oplag i provinsen, hvor det heller ikke er nødvendigt at dele oplaget op i to udgaver,” siger Thomas Torp, der oplyser, at omfanget af det redaktionelle stof dog bliver det samme.

Han har ikke nogen kommentarer til investeringens størrelse, men lægger ikke skjul på, at han forventer at udvidelsen til provinsen vil medføre, at ejendomsmæglerne rykker flere boligannoncer ud af dagbladene.

”Det må vi forvente. Det her projekt handler om at bruge ressourcerne mere fornuftigt, og derfor vil det også i en eller anden grad gå ud over de andre medier, ligesom noget af markedet i hovedstadsområdet har flyttet sig,” siger Thomas Torp.

Nedtoner effekt
I JP/Politikens Hus nedtoner koncerndirektør Torsten Bjerre Rasmussen betydningen af Boligmarkedet og dermed også beslutningen om at sende den ud flere steder i landet.

”Det er klart, at vi alle sammen slås om de samme annoncekroner, så når ejendomsmæglerne investerer i det her, bliver pengene taget et andet sted fra. Indtil videre er effekten dog beskeden, og på længere sigt vil det gå op for ejendomsmæglerne, at det trods billigere millimeterpris er en meget dyr form for annoncering,” siger Torsten Bjerre Rasmussen.

På baggrund af egne undersøgelser vurderer han Boligmarkedets læsertal til en halv læser pr. eksemplar.

”Det gør det til et dyrt medie. Og så har dagbladene desuden den fordel, at man udover de aktivt søgende også inspirerer folk, der ikke umiddelbart er i markedet,” siger Torsten Bjerre Rasmussen.

Samme udvikling som i udlandet
Den udlægning er Nyhedsavisens projektchef Stinus Errebo dog langt fra enig i.

"Jeg forstår ikke at Torsten fra JP nedgør mæglernes initiativ. Det har været en stor succes i hovedstaden, hvor sidetallet er steget og steget. Men det hænger nok sammen med, at JP helst ser de høje annoncepriser fortsætte," siger Stinus Errebo og tilføjer:

"Ser man på udlandet er den udviklingen, der nu kommer til Danmark, sket for længst."