Ejendomskæmpe får kunstigt åndedræt

Property Group med ejendomme for to mia. kr. og for fem mia. kr. under forvaltning bliver holdt kunstigt i live af kreditorerne. Eik Bank, krakkede Straumur Bank og Sjælsø Gruppen konverterer lån til ansvarlig kapital. Andre banker giver tre års rentehenstand.

Property Group er ikke længere, men ud af resterne opstår en ny ejendomsgigant. Disse bygninger har dog ikke noget med selskabet at gøre. Fold sammen
Læs mere
Foto: Brian Berg / Scanpix
Property Group er ikke længere. Ud af resterne opstår imdlertid Nordic Property Assets A/S, der overtager porteføljen og får en række kreditorer som nye aktionærer.

I en meddelelse med overskriften "Ny kapital- og ejerstruktur i Property Group" har ledelsen svært ved at skjule glæden over, at det er lykkedes at undgå konkurs og brandudsalg med de nye aftaler.

I en meddelelse fra Sjælsø Gruppen fremgår det imidlertid, at det mere er nød end lyst, der nu gør den store ejendomsudvikler til aktionær i selskabet.

Property Group kunne ikke løfte købet af en række centre, Sjælsø blev kreditor og frem for at forsøge at sælge centrene til anden side i det nuværende sure marked, accepterer Sjælsø at blive største aktionær med 31,6 pct af aktierne.

Hjælp fra krakkede banker
Samme løsning har færøske Eik Bank valgt, og dermed gør de islandske Straumur følgeskab.

Straumur valgte nemlig allerede i foråret at konvertere lån til aktiekapital, men kort tid efter krakkede banken, og den er stadig i betalingsstandsning. Fra en redegørelse til kreditorerne fra den 5. juni kan man udlede, at den krakkede bank heller ikke bliver aktionær, fordi den ser en strålende business case:

"Tvangssalg vil give mindre end 20 pct. af værdien i vores planlagt scenarie, og derfor er strategien at sikre, at cash flowet kan sikre prioritetslånene."

Straumurs plan er at forhindre brandudsalg de næste tre-fem år, og derefter sælge fra. Samtidig betinger banken sig, at andre juniorlångivere giver henstand - som de altså har gjort i tilfældet Property Group, herunder en række andre danske banker under afvikling.

Overbelånt
Porperty Group levede oprindeligt i at købe ejendomsporteføljer og sælge dem videre som strukturerede produkter til velhavende investorer, og mens det gik godt var der også planer om en børsnotering.

Men ejendommene var kraftigt belånt, og da det blev sværere at finde investorer og ejendommene samtidig faldt i værdi, endte Property Group i mange tilfælde med porteføljer, der var belånt til mere end 100 pct. af værdien.

"Det er ikke en holdbar situation, men nu får vi tilført nok frisk kapital til at sikre likviditeten, og med gældskonvertering og tre års rentehenstand svarer det til en belåning på omkring 75-80 pct., og så løber det pludselig rundt igen," forklarer Ulrik Brandt, der egentlig er hentet ind som bestyrelsesformand, men fungerer som adm. dir, til en ny er fundet.

Svær øvelse
Ulrik Brandt medgiver, at det ikke er oplagt for hverken bankerne eller Sjælsø at blive medejere af selskabet:

"Det er klart, at Sjælsø ikke skal lege bank for os i det lange løb, men de forventer vel også at få noget ud af det, når markedet ændrer sig, og selv om vi skal sælge nogle af de porteføljer, der ikke passer ind, vil jeg ikke kalde det en kontrolleret afvikling. Planen er stadigvæk at blive driftsselskab for banker og andre, der pludselig er endt med ejendomme, som de ikke vil drive," forklarer han.

Men selv om de nye aktionærer ikke er langtidsejere, der er der af egen lyst, er Ulrik Brandt godt tilfreds.

"Det har været en meget svær og lang proces, ikke mindst fordi Straumur gik i stykker, og vi har skulle forhandle med både deres og andres afviklingsselskaber. Det hele kunne være faldet til jorden ikke bare én, men halvtreds gange, så når vi i dag står med et nyt og levedygtigt selskab, er det svært ikke at glæde sig," siger han.