Ejendomsfolk valfarter til Cannes

Hundredevis af branchefolk er draget til Mipim-messe for at gøre forretninger og pleje netværk – ofte med andre danskere. Det er logisk nok, siger de fleste, men ejendomschefen i en af landets største pengetanke finder det pjattet.

Københavns overborgmester Frank Jensen (S) på en Christiania-cykel foran en Lego-vindmølle på sidste års Mipim-messe. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I disse dage er 500-600 danske erhvervsmæglere, udviklere, entreprenører, investorer og andre ejendomsfolk draget til Cannes til den 25. udgave af den internationale ejendomsmesse Mipim fra tirsdag til fredag formiddag.

Mange vil overvejende møde andre danskere, som de i princippet lige så godt kunne have mødt i København eller omegn. Alligevel bruger stadig flere danske ejendomsfolk pæne beløb på at rejse sydpå i det tidlige forår, og i alt ventes 20.000 deltagere, så messen i og omkring det berømte »Palais des festivals« ved Middelhavet er blevet mangedoblet siden den spæde begyndelsen i 1990.

»De fleste har en masse, de skal nå i København i det daglige. Mipim giver dig ro og tid, og branchen får noget positivt med hjem hver gang: Hvordan markedsfører andre regioner deres byer? Hvordan præsenterer andre udviklere deres projekter?« siger Tony Christrup, formand for Byggesocietetet og udviklingsdirektør i Arkitektgruppen.

Selv deltager han med tre kolleger fra firmaet, der blandt andet har en del boligprojekter på Amager.

»Vi har konkrete møder med udenlandske investorer og med danske samarbejdspartnere, og vi har et uformelt møde med overborgmesteren. Vi bliver inviteret til en masse ting, og der er gode muligheder for at netværke,« siger Christrup.

Mæglere på messe

Også mæglerhuset Lintrup & Norgart med en halv snes ansatte sætter pris på det årlige ejendomstræf i det sydfranske.

»Vi har været her hvert år siden 2006, da firmaet var nyt. Vi planlægger i god tid, og vi er altid kommet hjem med forretninger. I år deltager vi tre mand høj og holder to middage med 15-20 deltagere, og vi skal præsentere et panel af deltagere for nogle af vores ejendomme,« siger partner Jesper Norgart.

De større mæglerhuse sender ligeledes folk sydpå. EDC Poul Erik Bech Erhverv stiller med et dusin, og Sadolin & Albæk kan mønstre et fodboldhold.

By & Havn stiller med topchef Jens Kramer Mikkelsen og en håndfuld andre ejendomsfolk, der forsøger at etablere kontakter og allerhelst sælge jord i blandt andet Nordhavn og Ørestad.

Fra de politiske cirkler deltager overborgmester Frank Jensen (S) fra København. Det sker i hård konkurrence med en lang række andre byer, og London kan nok tiltrække mest opmærksomhed i kraft af den farverige og nærmest verdensberømte Boris Johnson.

Hjemlige Jensen får dog opbakning fra sine provinskolleger og partifæller Anker Boye (Odense) og Jacob Bundsgaard (Aarhus) samt fra teknik- og miljøborgmester Morten Kabell (EL).

Jagter kinesere

Nogle danske deltagere har egen stand, men det største fremstød sker i regi af Copenhagen Malmö Region med investeringsfremmeenheden Copenhagen Capacity som koordinator.

»Vi har været med siden 1996, og fra 2004 eller 2005 i samarbejde med Malmø. Vores opgave er at hjælpe og støtte danske virksomheder med at tiltrække udenlandske investorer. Ejendomsmarkedet har traditionelt været præget af de store pensionskasser; vi vil gerne hente flere internationale penge til byggeri og udviklingsområder,« siger udviklingschef Jacob Saxild fra Copenhagen Capacity.

Satsningen retter sig især mod klassiske investorlande som Tyskland, Sverige og Storbritannien. Sidstnævnte er med Saxilds ord samtidig bagdør til investeringer fra Canada, Australien og USA, fordi London er finanscentrum for hele den engelsksprogede verden.

I kikkerten er også hollændere og i stigende grad de olierige nordmænd. Desuden er Copenhagen Capacity begyndt at kurtisere kinesere med en lidt længere tidshorisont for øje. Den ret nye Copenhagen Malmö Region-hjemmeside har således kinesisk som et af de valgfri sprog.

Jacob Saxild kan godt forstå, at mange danske branchefolk samles i Cannes.

»Det er fint nok, at danskerne møder hinanden, for man er tæt på mange mennesker. Hvis man får planlagt det effektivt, får man udvekslet nogle visitkort.«

Kritik fra kæmpe

Selv om mange er glade for dagene i Cannes og de mange kontakter med hjemlige kolleger, så høres også kritiske røster.

I PFA Pension synes ejendomsdirektør Michael Bruhn, at rejseriet er »gået over gevind«.

»Jeg har aldrig forstået, hvorfor vi skal tage til Sydfrankrig for at møde dem, vi lige så godt kunne møde i Borgergade eller Palæ-gade? Jeg har ikke selv deltaget siden 2006, og dengang mødte jeg stort set de samme mennesker til frokoster og middage.«

Michael Bruhn fortæller, at han, som direktør hos en af de største danske investorer, er inviteret gratis af Mipim-arrangørerne. Men PFA Pension sender kun to deltagere, hvoraf den ene har ansvaret for investeringer i internationale ejendomsfonde, fastslår PFA-direktøren.

»Vedrørende udenlandske investeringer kan det være yderst relevant. Men hvis vi kontakter en udenlandsk fondsforvalter og har et antal millioner klar, så tager de jo flyveren til os i morgen. Vi har været meget restriktive med at sende folk ned til det cirkus, og det vil vi også være fremadrettet.«