Eivind Kolding kan købe op for ti milliarder om året

Novo Nordisk Fondens pengetank Novo A/S bugner nu så meget, at det er tid til at skrue op for investeringerne og støbe kuglerne til et dansk life science-imperium. Fremover vil Novo A/S investere ti milliarder kr. - om året - i at købe nye selskaber til. Manden, der skal stå for opkøbene, hedder Eivind Kolding.

Eivind Kolding er klar til come-back. I sit nye job i Novo-gruppens stenrige pengetank rykker han Novo A/S op i en ny og større liga. Der skal hvert år købes op inden for Life-Science for 10 mia. kr. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Eivind Kolding har oplevet både succes og nedtur i sin 28-årige erhvervskarriere. Succes som chef for A.P. Møller - Mærsks vigtigste forretningsområde container-redderiet Maersk Line, og fiasko i sin korte karriere som ordførende direktør for Danske Bank.

Nu starter et ny kapitel for den 54-årige tidligere skibsredder og bankdirektør. Som direktør for Novo A/S får Eivind Kolding ansvaret for at få pengene til at yngle i landets største pengetank og for at udbygge Novo-familiens imperium.

Novo A/S er fuldt ejet af Novo Nordisk Fonden og holdingselskab for en omfattende gruppe af virksomheder, der tæller ejerskaber i medicinalvirksomheden Novo Nordisk, enzymproducenten Novozymes og ingrediensvirksomheden Chr. Hansen.

Store virksomhedsopkøb

Det er de stadigt stigende afkast her fra, der nu skal kanaliseres ud som store virksomhedsopkøb. Novo A/S rykker sig op i en ny og større liga med mulighed for at købe virksomheder for 10 mia. kr. – om året. Hvis muligt gerne i et enkelt hug. Og hvis muligheden byder sig også gerne virksomhedsopkøb i størrelsesorden 20-30 mia. kr., men i så fald med en eller flere medinvestorer.

»Vi har besluttet at etablere en ny forretningsenhed »Large Investments« (store investeringer, red) i Novo A/S, og her vil vi kunne foretage enkeltopkøb op til 10 mia. kr. om året,« siger Eivind Kolding, der overtog direktørposten i Novo A/S i maj i år.

Investeringer i life science

Investeringerne skal ske inden for life science. Life science er normalt defineret ved at være videnskab, der beskæftiger sig med levende organismer, fra mikroorganismer over planter og dyr til mennesker. Men i Novo A/S’ er begrebet endnu bredere.

Novo A/S har allerede store interesser i farma- og biotekindustrien med ejerskaberne i Novo Nordisk og medicinalvirksomheden Xellia, som Novo A/S købte i 2013, og i bioindustrien med ejerskaber i Novozymes og Chr. Hansen, Men Novo A/S er også interesseret i medicinsk udstyr, hvilket blev tydeligt, da selskabet i juli i år købte Sonion, der laver dele til høreapparater.

Og Eivind Kolding er klar til at gå endnu videre, og kaste sig ind i driften af hospitaler og klinikker, hvis mulighederne byder sig.

»Services i form af drift af klinikker, hospitaler og lignende er også et område, hvor vi kunne se os selv komme ind. Hvis vi støder på noget interessant, vil vi kigge på det,« siger Eivind Kolding, der gerne ser, at Novo A/S har et nordisk udgangspunkt for sine nye storinvesteringer.

Moderne virksomheder i vækst

Realistisk set vil Novo A/S dog være nødt til at kigge bredere på hele Vesteuropa for at nå sine ambitioner. Eivind Kolding peger særligt på Tyskland, England og Schweiz som lande med en stor life science-sektor og dermed interessante opkøbsmuligheder.

I modsætning til de ventureinvesteringer, som Novo A/S foretager via underafdelingen Novo Ventures, er målet modne virksomheder, der er kommet godt ind på et vækstspor, står til at give gode afkast fremover og har brug for en langsigtet investor. Novo har hel- eller delejerskaber i Chr. Hansen Holding, Xellia og Sonion, virksomheder som alle har været igennem turnarounds og tilpasninger i regi af kapitalfondsejerskab, før Novo A/S købte selskaberne.

Eivind Kolding vil ikke afvise, at det første opkøb kommer allerede i år, selv om Novo A/S købte Sonion for halvanden måned siden for et ikke offentliggjort beløb. Købsprisen menes at ligge i størrelseordenen 3,5 til fire milliarder kr. Novo A/S har pengene til det. Men i hvert fald skal der i 2015 kobles endnu en betydende life science virksomhed til Novo-gruppen.

Førsteprioritet er dog at få bygget organisationen omkring »Large Investments«.

Aktivt ejerskab

Eivind Kolding er i øjeblikket ved at hente de kompetencer ind i Novo A/S, der skal til for at gå op i denne større skala med investeringerne. Opgaven for specialisterne er ikke bare at finde gode opkøbsemner, men efterfølgende at stå for det aktive ejerskab, som Novo A/S’ bekender sig til.

En aktiv ejer følger sin investering tæt, er tæt på både direktion og bestyrelse, er ofte direkte repræsenteret i bestyrelsen og tæt på de betydende beslutninger, der skal tages i den pågældende virksomhed, lidt lige som en kapitalfond, men med et længere sigte.

Men aktivt ejerskab i Novo-gruppens definition går videre end det. Novo A/S ser det som sin opgave at presse på for at selskabet udvikler forretningen yderligere.

»Vi interesserer os for at udvikle forretningen yderligere og støtte op omkring væksten og innovationen. Det betyder også, at den enkelte virksomhed kan købe op, hvis det er nødvendigt for at vokse yderligere,« siger Eivind Kolding med henvisning til, at Xellia tidligere på sommeren købte en amerikansk fabrik med 80 ansatte for at kunne udvide produktionen.

Ydmyg generalist

Eivind Kolding kommer til sit nye job med en vis ydmyghed.

»Jeg er jo generalist,« siger Eivind Kolding, der ikke vil være med til at definere sig selv som porteføljeforvalter, men snarere som en del af life science-industrien, selv om han ikke kommer med erfaring fra den verden.

»Min fordel er, at jeg har arbejdet i en værdibaseret virksomhed (A.P. Møller – Mærsk, red.), og jeg har arbejdet med det finansielle og det globale. I Novo A/S er en af mine opgaver at planlægge og udøve det aktive ejerskab, som ligger mig stærkt på sinde.«

Pengetank på over 200 milliarder kr.

Eivind Kolding er ny i Novo-regi, men princippet om det ekstremt ryddede skrivebord har han taget med sig på sin rejse fra A.P. Møller – Mærsk over Danske Bank til nu Novo. Et ryddet skrivebord og en enkelt blomsterstilk i en sodavandsflaske på chefkontoret hos Novo A/S i glasbygningen i Tuborg Nord afslører ikke den opkøbspower som Novo A/S-direktøren er udstyret med.

Novo A/S har en formue, der overstiger 200 mia. kr. De fleste er bundet i 25 procents ejerposten i landets og Nordens suverænt mest værdifulde børsselskab, Novo Nordisk. Hertil kommer 25 procents ejerposterne i Novozymes og Chr. Hansen samt senest også helejerskabet af virksomhederne Xellia og Sonion.

Ud over disse pengebindinger har Novo A/S en likvid formue i aktier, obligationer og kontanter på 20 mia. kr., der skal ligge i beredskab, hvis der måtte skulle bruges nye investeringer i datterselskaberne.

Ejerposterne og Novo A/S’ forvaltning af den likvide formue giver årligt i omegnen af ti mia. kr. i overskud. Det er disse penge, der nu skal ud og arbejde. Intet tyder på, at denne pengestrøm ind i Novo A/S bliver mindre over de næste år, tværtimod ventes den at stige.

Professionel proces

Eivind Koldings vej ind på direktørkontoret med udsigt over Øresunds blinkende bølger og til de store, duvende lystyachter i lystbådehavnen, er blevet banet af en professionel search-proces. For selv om Kolding kender Novo Nordisk Fonden og Novo A/S’ bestyrelsesformand Sten Scheiby gennem en årrække, hvor de sammen sad i Danske Banks bestyrelse, skal der være orden i sagerne.

»Profilen skal jo passe ind, så selvfølgelig var der møder med bestyrelsen og interviews, som der skal være. Der kørte en professionel proces, og der var en række kandidater. Det blev offentliggjort i januar i år, at jeg skulle være ny direktør, men der var et håndslag tidligere, så det gik relativt hurtigt,« siger Eivind Kolding.

Tæt på magtens centrum

Når man har med en fondsejet virksomhedsgruppe som Novo-gruppen med et stort og dominerende medlem som medicinalkoncernen Novo Nordisk, vil der altid opstå spekulationer i, hvor den reelle magt i gruppen ligger. Skal man tro Eivind Kolding har han placeret sig tæt på magtens centrum.

»Nogle gange er magtcentrene i en virksomhed ikke så tydelige, når tingene går godt. Men hvis det skulle blive nødvendigt at skride ind, så har bestyrelsen for Novo A/S muligheden, og i sidste ende gælder det også fondsbestyrelsen, selv om den sidder på lidt længere afstand. Men det er Novo A/S’ bestyrelse og mit samarbejde med dem, der skal sikre, at der bliver skredet ind, hvis det bliver nødvendigt,« siger han.

Skarpere profil

Koldings nye topchefjob i Novo A/S er væsensforskellig fra den volatile containerforretning i Mærsk, og det ekstremt højprofilerede job som øverste direktør i Danske Bank, som alle i Danmark har en mening om. I Novo-regi er det selskaberne Novo Nordisk, Novozymes m.fl., der udadtil og i offentligheden er i frontlinjen. Sådan vil det også være i fremtiden, men der er næppe tvivl om, at Novo A/S med Eivind Kolding som førstemand vil trænge sig mere på i offentligheden og dermed komme til at stå med en skarpere profil.