Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Det går godt for mediekoncernen Egmont. Rigtig godt. For fjerde år i træk kan Egmont fremlægge endnu et rekordregnskab for koncernen, der udover at drive en omfattende forlagsvirksomhed også ejer bl.a. Nordisk Film og TV2 Norge. I 2015 steg omsætningen til 11,8 milliarder kroner, hvilket er ny rekord for virksomheden og en fremgang på 5,2 procent i lokal valuta i forhold til året før.
På indtjeningssiden står Egmont også stærkt, selvom resultatet skuffer en smule i forhold til 2014. Driftsresultatet før renter og afskrivninger (EBITDA) var 1.417 millioner kroner, mens resultatet før skat lyder på 757 millioner. Det gør 2015 til det næstbedste år i Egmonts 137 år lange historie, kun overgået af 2014-resultatet, der var påvirket positivt af engangsposter i TV 2. Her lød resultatet før skat på 950 millioner kroner for året.
»Det er meget tilfredsstillende, at vi øger omsætningen for fjerde år i træk i et globaliseret mediemarked og samtidig fastholder et højt resultat. Vores kerneforretninger – film, tv, magasiner og bøger – er sunde, men bliver udfordret af nye forbrugsmønstre, stigende rettighedspriser og hård global digital konkurrence,« siger koncernchef Steffen Kragh i en pressemeddelelse.
»Vi har målrettet skabt en række nye forretninger, der bidrager positivt til væksten og skaber fundamentet for et fremtidigt stærkt Egmont samtidig med, at vi transformerer vores eksisterende medieforretninger«.
Fremgang på flere fronter
Egmont består af fire hoveddivisioner, hvoraf Egmont Publishing og Egmont Books udgør forlagsdelen af koncernen. Derudover ejer Egmont også Nordisk Film, samt TV2 Norge, der er en privat public service kanal hos vores nordiske naboer. Og her kan mediekoncernen melde om fremgang i alle fire forretningsben.
2015 blev dermed et godt år for Nordisk Film. Her stod filmselskabet bag en række solide successer som eksempelvis Krigen og Under sandet. Førstnævnte blev som bekendt nomineret til en Oscar, og selvom folkene bag måtte gå tomhændede hjem fra Los Angeles, ændrer det dog ikke på, at 2015 blev et særdeles solidt år målt på billetsalg i de danske og norske biografer.
Her slog billetsalget nemlig rekord med 9,8 millioner solgte billetter, hvorfor Nordisk Film også kan melde om en stærk omsætning på 3,7 milliarder kroner og et resultat før finansielle poster på 215 millioner kroner.
Når det gælder forlags- og bladvirksomheden går det også udmærket, selvom det ellers er et hårdt trængt marked, Egmont bevæger sig på. Her melder mediekoncernen om en positiv udvikling på sin blad- og magasinforretning med en stærk abonnementsudvikling på både print og de digitale platforme.
I 2015 lød omsætningen i Egmont Publishing på 4,4 milliarder kroner og et resultat før finansielle poster på 270 mio. kr.
»Egmonts styrke er medieindhold og teknologi. Vi møder den moderne forbruger på alle platforme med journalistik, litteratur, sport, underholdning og unikke oplevelser. Jeg er stolt af den kreativitet og innovationskraft, som Egmonts 6.600 medarbejdere udviser i takt med, at vi går fra lokal til global konkurrence. Vores innovationsmiljøer bringer os ind i områder med høj underliggende vækst, og vi har også øjnene rettet mod nye opkøbs- og investeringsmuligheder,« lyder det fra Steffen Kragh.
Egmont er Danmarks største mediekoncern med aktiviteter i 30 lande og 6600 medarbejdere. Virksomheden køres som en erhvervsdrivende fond, hvor 85 procent af overskuddet hvert år bliver geninvesteret i medieforretningen, mens de resterende 15 procent går til projekter, der hjælper udsatte børn og unge.