Egetæpper venter lavere vækst efter valutapåvirkning og skuffende salg

En negativ valutapåvirkning og lavere end ventet salgsfremgang har i tredje kvartal kastet grus i maskineriet hos Egetæpper, som blandt andet derfor nu venter en lavere vækst og overskud end hidtil for helåret.

Foto: ERIK JEPSEN.
Læs mere
Fold sammen

I tredje kvartal, som løb fra 1. november til 31. januar, omsatte tæppeproducenten for 285 mio. kr., svarende til en stigning på 16 mio. kr. eller 6 pct. i forhold til samme kvartal året før.

Korrigeret for opkøbet af den tyske tæppevirksomhed Carpet Concept, der blev overtaget i november 2016, udgør den organiske vækst 1 pct.

- Aktivitetsniveauet i tredje kvartal indfriede ikke fuldt ud vores forventninger, skriver Egetæpper i kvartalsregnskabet, der er offentliggjort torsdag eftermiddag.

Driftsresultatet (EBIT) endte for tredje kvartal på 16,8 mio. kr., hvilket var et fald på 0,4 mio. kr. eller 2 pct. sammenlignet med samme periode året før. Set i forhold til sidste år har udviklingen i valutakurser påvirket driftsresultatet negativt med cirka 2 mio. kr.

Da tæppekoncernens faste omkostninger i tredje kvartal udgjorde 146,9 mio. kr. og derved var steget med 8 pct. i forhold til samme kvartal året forinden, så endte Egetæpper på bundlinjen med at tjene 12,6 mio. kr. før skat mod 14,1 mio. kr. i den tilsvarende periode året før.

I forbindelse med regnskabet for tredje kvartal præciserer Egetæpper sine forventninger til regnskabsåret 2017/18, hvor der nu ventes en omsætning på 1130-1170 mio. kr. og en EBIT-margin på 6,5-7 pct.

Tidligere ventede selskabet en omsætning på 1150-1225 mio. kr. samt en EBIT-margin på 7-8 pct.

Forventningerne til de frie pengestrømme er endvidere reduceret til 55-65 mio. kr. fra før 65-75 mio. kr.