Efteråret byder på blodbad for vognmænd

Halvtomme lastbiler kan udløse en massiv konkursbølge i transportbranchen.

Læs mere
Fold sammen
Masser af vognmænd, der kører rundt med halvtomme lastbiler, kommer til at lade livet til efteråret.

Det spår både formanden for Dansk Industri (DI) og andre, der i samme moment forudser en eskalering af fusioner og opkøb.

Det skriver dagbladet Børsen fredag.

I branchen er der stor enighed om, at det fortrinsvis er de små og mellemstore vognmænd, der kommer til at holde for. DI skriver i sit seneste konjunkturbarometer, at omsætningen i DI Transport er faldet 25 procent siden toppunktet i september sidste år.

- Bliver det ikke bedre med omsætningen, kommer vi til at se en hel del konkurser og fusioner i transportbranchen til efteråret. Der ligger en ophobet problemstilling i, at vognmændene har udskudt det måned for måned. Jeg tror, at mange mindre og mellemstore vognmænd går konkurs, og de overlevende bliver de store selskaber, siger Kjeld Frederiksen, der er adm. direktør i Danske Fragtmænd og formand for DI Transport siden maj i år.

Hans ord følges op af en af de andre store i branchen.

- Det bliver et blodigt efterår. Det. jeg hører, også uden for transportbranchen. er, at det bliver voldsomt, siger Jørgen Hansen, der er arbejdende bestyrelsesformand i transportvirksomheden Freja Freja har indtil videre oplevet et fald i mængderne på 25 procent og et fald i omsætningen på 35 procent siden toppen, skriver Børsen.

- mja