Efter voldsom kritik: Flyselskaber får lov til at beholde landingsbane i København

Luftfartsselskaberne i Københavns Lufthavn har fået deres vilje. En tværbane, som tidligere har været i farezonen for at blive fjernet, er nu blevet fredet nogle år endnu. Det vækker glæde hos flyselskaber.

Foto: Simon Læssøe. Arkivfoto:
Læs mere
Fold sammen

Københavns Lufthavn vil beholde den tværbane, som ellers stod til at blive fjernet. Nyheden kommer efter længere tids diskussioner om konsekvenserne ved at fjerne banen, og Københavns Lufthavns beslutning vækker stor glæde hos luftfartsselskaberne.

Lukningen af tværbanen var planlagt for at gøre plads til udbygningen af terminalområdet, men flere luftfartsselskaber satte sig imod den beslutning, da de mente, at det ville forårsage forsinkelser, som i sidste ende ville blive til regninger til dem.

Planerne om lukningen af tværbanen blev vurderet, som den eneste mulighed for at skabe plads nok til terminaludbygningen, og derfor søgte Københavns Lufthavn om lov hos Trafikstyrelsen til at lukke banen. Det var især de mindre indenrigsselskaber, der var uenige i planerne om fjernelsen, da de er afhængige af lande deres fly på den mindre bane.

Luftfartsselskabernes bekymring var, at tværbanen er nødvendig for at lande mindre fly, når der er kraftig vind fra sydøst. Valget af at banen skulle lukkes blev truffet på baggrund af en proces, hvor Københavns Lufthavn sorterede i mulighederne for, hvordan byggeriet bedst blev iværksat. Derfor endte beslutningen med, at tværbanen skulle lukkes.

Udsigterne til at banen får lov at blive liggende skaber glæde hos bl.a. Jesper Rungholm, der er administrerende direktør i Danish Air Transport, som til luftfarts-siden Check-In.dk siger:

»Jeg er utroligt glad for, at lufthavnen lytter til sine kunder. Jeg er svært positiv omkring tværbaneplanerne.«

Efter det store pres på Københavns Lufthavn er det nu blevet besluttet at beholde den i en forkortet udgave i 10 til 12 år mere.