Efter voldsom eksplosion: Nu er Elon Musks raketter flyveklare igen

Teslas medstifter, Elon Musk, er igen klar til at sende raketter ud i rummet efter en eksplosion på en raket har holdt hele flåden på jorden.

Foto: STRINGER. Elon Musk, grundlægger af Tesla og SpaceX, er klar til at sende raketter ud i rummet igen efter en eksplosion i efteråret.
Læs mere
Fold sammen

Teslas medstifter og serieiværksætter, Elon Musk, har endnu engang blikket rettet mod stjernerne. Ud over at have grundlagt det succesrige elbilsforetagende har Musk også startet raketfirmaet SpaceX, der blandt andet sender satellitter ud i rummet. Men på det seneste har SpaceX' forretninger foregået på jorden, efter en stor eksplosion i september udslettede en af selskabets Falcon-raketter og den satellit, som skulle sendes op.

Men nu har firmaet meddelt, at man igen er klar til at sende raketter op, hvilket allerede vil ske den 8. januar ifølge flere udenlandske medier, for SpaceX har fundet fejlen, der fik raketten til at gå af, om man vil.

Artiklen fortsætter efter videoklippet:

Rumfartsselskabet har fået hjælp af flere statslige institutioner til at undersøge ulykken, og det viser sig, at den højst sandsynligt skyldes en ophobning af ilt mellem en trykbeholder og en brændstofstank.

SpaceX har både gjort sig heldig og uheldig bemærket i sin kamp for at gøre rumtransport mere udbredt. Elon Musks selskab har været instrumental i at få priserne på raketopsendelser sænket, og i 2016 gennemførte man en spektakulær landing med en af selskabets raketter, efter den havde været på rummission. Mindre heldig var man i 2015, hvor en anden Falcon-raket endte livet som en ildkugle, mens den fragtede forsyninger til den internationale rumstation.

De første opsendelser d. 8. januar vil i øvrigt ske med satelitter fra selskabet Iridium.