Efter VM: Analysehus ser russisk ølsalg stige 8 pct. i første halvår

Foto: MARIANA BAZO. REUTERS/Mariana Bazo
Læs mere
Fold sammen

Verdensmesterskabet i fodbold var med til at sende ølsalget i Rusland i vejret i første halvdel af i år, skriver analysehuset Nielsen i en meddelelse ifølge Bloomberg News.

Analysehuset er kommet frem til, at ølsalget er vokset med 8 pct. sammenlignet med samme periode sidste år, og at baggrunden for væksten især har været afholdelsen af fodbold-VM, vækst i de russiske ansattes realindkomster, lave priser i de moderne detailkæder og et gunstigt sammenligningsforhold i forhold til sidste års første seks måneder, der var karakteriseret ved køligt vejr.

I løbet af verdensmesterskabet voksede ølsalget isoleret med gennemsnitligt 14 pct. i 11 russiske byer, der lagde græstæppe til de kampe, som blev spillet mellem de deltagende nationer.

Ifølge Nielsen var det mærkerne Bud, Heineken og Zatecky Gus, som noterede størst salgsvækst.

/ritzau/FINANS