Der har været noget af en udskiftning i flyselskabet Blackbird Air.

Bestsel­le­r-ejer Anders Holch Povlsen har købt sin mangeårige partner ud af virksomheden og har samtidig indsat en ny administrerende direktør.

Det fremgår af CVR-registret.

Anders Holch Povlsen, der er en af Danmarks rigeste mænd, har købt Mogens Ellerbæks ti procent af virksomheden. Dermed er han nu eneejer.

Den nye administrerende direktør for selskabet er 51-årige Kristian Tvergaard. Han blev tidligere i år også direktør i Bestseller-ejerens holdingselskab Heartland.

Kristian Tvergaard var før da mangeårig topchef i det jyske flyselskab Sun-Air og er derfor en erfaren herre inden for luftfart. Han afløser Ole Dupont Christiansen, som hidtil har være administrerende direktør for Blackbird Air.

Uenighed om strategien

Kristian Tvergaard siger til Børsen, at Mogens Ellerbæk og Ole Dupont Christiansens exit fra virksomheden skyldes uenigheder med Bestseller-ejeren.

»De ville ikke helt det samme. Der var uenighed om strategien, og derfor lavede de tre en aftale. Anders Holch Povlsen vil gerne fokusere på private flyvninger for virksomheder og enkeltpersoner. Hidtil har der også været aktiviteter med blandt andet flyfragt og mæglervirksomhed,« siger han til avisen.

Kristian Tvergaard, der bliver omtalt som »en gudsbenådet netværker« har også været bestyrelsesformand for Brancheforeningen Dansk Luftfart og har i en årrække været bestyrelsesmedlem i Erhvervsflyvningens Sammenslutning.

Han kender blandt andet Anders Holch Povlsen fra fodboldklubben F.C. Midtjylland, som Bestseller-milliardæren ejer 25 procent af, og hvor Kristian Tvergaard siden 2016 har været bestyrelsesmedlem.

Blackbird Air er en del af Anders Holch Povlsens holdingselskab Heartland, som også ejer Bestseller og en lang række andre selskaber som Nemlig.com og Normal.

I det forskudte regnskabsår 2020/2021 lød selskabets omsætning på 39 milliarder kroner, mens resultatet før skat endte på syv milliarder kroner.