Efter servitrice stod frem: Nu vil 3F mødes med Jensens Bøfhus om konflikt

Initiativtageren bag et medarbejderopråb stod torsdag frem og fortalte, at hun mener, at fagforeningen 3F og en socialdemokratisk netavis forsøger at miskreditere både hende og opråbet. Nu vil 3F mødes med Jensens Bøfhus og diskutere mulige løsninger. Det vil bøfhusdirektør Anders Nikolaisen dog kun, hvis 3F midlertidigt suspenderer konflikten.

Nu vil 3F og Jensens Bøfhus mødes og vende mulige løsninger, der skal sikre, at medarbejderne i bøfkæden kan få deres løn. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Efter et opråb til fagforbundet 3F fra 155 medarbejdere, som den 23-årige servitrice Marwa Hassan stod bag, inviterer fagforbundet nu til møde med Jensens Bøfhus.

Omdrejningspunktet for mødet er at finde en løsning for de unge medarbejdere, som siden julen har stået uden løn. Det skyldes en konflikt mellem 3F og Jensens Bøfhus, som gør, at virksomheden er sat uden for de statslige hjælpepakker.

»Der kan ikke være tvivl om, at det, som både 3F og Jensens Bøfhus nu skal kere sig om, er de unges situation. De står helt uden indtægtsgrundlag, og nu er det på tide, at parterne tager det ansvar på sig«, siger Peter Lykke Nielsen, forhandlingssekretær i 3F Privat Service, Hotel og Restauration, i en pressemeddelelse.

Hvad løsningen reelt set kunne være, oplyses der ikke om i pressemeddelelsen. Til Berlingske oplyser direktøren for Jensens Bøfhus, Anders Nikolaisen, nu, at han gerne vil mødes med fagforbundet 3F – hvis de straks og forinden midlertidigt suspenderer konflikten. Svaret er også blevet sendt til 3F.

»Da konflikten mod os intet har at gøre med coronasituationen i Danmark, så må det vigtigste lige nu være at få skabt en situation, hvor jeres konflikt ikke går ud over medarbejderne, som p.t. på eget initiativ er på orlov uden løn. Den situation er ikke holdbar. Jeg mødes som sagt gerne med 3F, når I har suspenderet konflikten,« står der blandt andet i brevet til 3F.

Initiativtageren bag opråbet fra medarbejderne, Marwa Hassan fra Aalborg, stod torsdag frem i Berlingske og fortalte, hvordan hun mente, at 3F i samarbejde med den socialdemokratiske netavis Pio forsøgte at tilsværte hende.

»De forsøger at begå et karaktermord på mig. Jeg opfatter det, som at 3F med Netavisen Pio som forlænget arm forsøger at knægte min ytringsfrihed,« siger hun.

Kort efter at Ekstra Bladet havde omtalt opråbet fra medarbejderne, blev Marwa Hassan genstand for intens interesse fra Netavisen Pio, hvor der blev spekuleret i hendes motiver til at stå frem. Artiklerne om Marwa Hassan i Netavisen Pio blev kraftigt promoveret på Facebook-siden Store Bøffer, Små Hjerter. Data viser, at en kommunikationsrådgiver hos fagforbundet 3F har betalt op mod 21.000 kroner for at promovere artiklerne.

Konflikt snart stået på i et år

Stridighederne mellem 3F og Jensens Bøfhus har snart stået på i et år. Konflikten bunder i en uenighed om en overenskomst, hvor Jensens Bøfhus ønsker at have den samme overenskomst som konkurrenten Restaurant Flammen.

I første omgang blev konflikten varslet i april og senere udskudt på grund af coronakrisen. I september igangsatte 3F så konflikt mod Jensens Bøfhus, hvilket på det tidspunkt betød, at fire medarbejdere, som var medlem af fagforbundet 3F, ikke skulle arbejde.

De resterende medarbejdere skulle fortsat arbejde. Men da nedlukningen ramte i december, blev medarbejderne varslet fyret. Cirka 130 medarbejdere tilbød dog, at gå på ulønnet orlov i stedet. Mens coronakrisen har stået på, har Jensens Bøfhus afskediget knap 300 ansatte.

Jensens Bøfhus holder på nuværende tidspunkt lukket på grund af den nationale nedlukning, men udbyder takeaway.

3F har undret sig over, at opråbet fra medarbejderne i Jensens Bøfhus blev sendt til Ekstra Bladet og ikke 3F.

»Marwa Hassan og hendes kollegers brev, »Opråb«, blev oprindeligt sendt til Ekstra Bladet, ikke til 3F. Det var Ekstra Bladet, der foranledigede, at brevet blev sendt til 3F. Medarbejdernes henvendelse til Ekstra Bladet blev derfor indledningen til en offentlig debat i medierne,« skriver Peter Lykke Nielsen, forhandlingssekretær i 3F Privat Service, Hotel og Restauration.

Marwa Hassan kan i bakspejlet godt se, at det havde været relevant at sende brevet til 3F, inden Ekstra Bladet publicerede det.

»Jeg snakkede med lokalformanden for 3F i Aalborg i januar, hvor jeg også gjorde opmærksom på, at vi ville komme med et medarbejderopråb, og dertil vendte vores situation med ham. Men jeg og mine kolleger tog beslutningen om at gå til medierne først, da vi vurderede, at det ville skabe en større opmærksomhed om vores sag,« siger Marwa Hassan

Hvorfor mener du, at 3F knægter din ytringsfrihed?

»Sådan som jeg har oplevet det, er artiklerne et forsøg på at intimidere mig til ikke at udtale mig yderligere, men også en måde at undgå at forholde sig til vores opråb,« siger Marwa Hassan.

Marwa Hassan skal sammen med kolleger mødes med 3F torsdag for at drøfte deres situation.