Efter Kriegers-godkendelse: Minister venter lavere pris på havvind

Den gode nyhed er ikke alene, at EU-Kommissionen accepterer dansk statsstøtte til havvindmølleparken Kriegers Flak på 600 megawatt.

Foto: Henning Bagger. Arkivfoto.
Læs mere
Fold sammen

Den gode nyhed er også, at fremtidig konkurrence kan gøre det billigere at lave strøm fra havvindmøller.

Det siger klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) om parken, som skal stå klar i 2021.

- Prisen skal endnu længere ned. Det har jeg også en forventning om. Der er en massiv konkurrence mellem forskellige virksomheder, der laver vindmøller, siger Lars Christian Lilleholt.

- Det er et udstillingsvindue for, at det kan lade sig gøre til en meget lav pris. Jeg har en klar forventning om, at der i verden bliver opført endnu flere havvindmølleparker, og at Danmark vil være et udstillingsvindue.

Udbuddet blev gennemført i 2016, hvor Vattenfall vandt udbuddet med et bud på 37,2 øre per kilowatt-time.

I februar i år anmeldte Danmark projektet til EU-Kommissionen. Her har EU's konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, tirsdag godkendt projektet.

EU støtter byggeriet på Kriegers Flak med 1,1 milliard kroner. Projektet bliver landets største havvindmøllepark. Den ligger i Østersøen mellem Møn, Sydsverige og Nordtyskland. Desuden opføres parken Horns Rev.

Klimaministeren venter en endnu større havvindmøllepark, fordi Sverige og Tyskland har udpeget flakket til havmøller. Her ventes det, at der i alt kan placeres op til 1600 megawatt havmøller.

- Der er åbnet for, at Sverige og Tyskland også kan lave havvind i området. Det er hele idéen i, at EU giver tilskud: For at koble landenes elforsyning sammen og skabe en infrastruktur, siger Lars Christian Lilleholt.

Med Kriegers Flak og parken ved Horns Rev kan 800.000 danske husstande få dækket deres årlige elforbrug, påpeger klimaministeren.

/ritzau/