Efter gigantisk spareplan: Kåre Schultz klar med angreb på milliardsællert i USA

Kåre Schultz er snublende tæt på målstregen med en spareplan, der på blot to år har barberet omkostningerne i kopikæmpen Teva ned med omkring 20 milliarder kroner. Nu er den danske topchef klar med et kopiangreb på et af verdens bedst sælgende cancermidler.

Kåre Schultz kæmper som topchef i Teva på flere fronter for at genrejse det israelske kopiselskab, som er havnet store problemer. Arkivfoto: Niels Ahlmann Olesen Fold sammen
Læs mere

Han har længe barslet med et større kopiangreb på schweiziske Roche.

Efter flere måneder i defensiven kan den danske Teva-topchef Kåre Schultz nu annoncere, at han har sluppet et kopiprodukt løs i USA, der går direkte i kødet på et af de bedst sælgende cancermidler i verden.

Helt konkret går den danske topchef målrettet efter at trække tænderne ud på en gigantisk salgssucces hos medicinalgiganten Roche.

Kåre Schultz, topchef i Teva

»Vi har en mission om fortsat at være verdens førende producent af generiske lægemidler og også at blive den førende producent af biosimilære lægemidler. Det handler altså om kopier af biologiske lægemidler.«


I en kort meddelelse fra Teva, der torsdag blev sendt ud sideløbende med selskabets kvartalsregnskab, lyder det, at den israelske medicinkæmpe sælger sin kopi af Roche-midlet Rituxan til en pris, der ligger omkring ti procent under originalproduktets.

Roche-midlet solgte i 2018 for godt 28,5 milliarder kroner i USA

Kåre Schultz har tidligere over for Berlingske Business løftet sløret for, at hans plan er, at Teva foruden at være verdens største producent af såkaldt generisk medicin også skal være en stor spiller, når det gælder kopier af biologiske lægemidler.

»Perspektivet er, at vi har en mission om fortsat at være verdens førende producent af generiske lægemidler og også at blive den førende producent af biosimilære lægemidler. Det handler altså om kopier af biologiske lægemidler,« sagde Kåre Schultz til Berlingske Business i slutningen af 2018.

Med lanceringen af sin Rituxan-kopi har Kåre Schultz skaffet sig et solidt forspring i forhold til rivalerne i kampen om at score milliarder på en efterligning af det storsælgende cancermiddel fra Roche.

Den vilde spareplan

Den 58-årige dansker blev i november 2017 hentet ind på posten som den første ikke-jødiske topdirektør i det 118 år gamle israelske selskab med en mission om at trække selskabet fri af en truende gældsklemme.

Kåre Schultz fremlagde få uger efter sin ansættelse en gigantisk spareplan, der skulle få den faldne medicinkæmpe på fode igen.

Den plan er ifølge Kåre Schultz snublende tæt på at ramme målstregen. Det betyder, at den danske topchef har fyret omkring 14.000 ansatte og sparet omkring 20 milliarder kroner på blot to år.

»Vi holder kursen i forhold til at nå vores toårige omstruktureringsmål om en reduktion af omkostningsbasen på tre milliarder dollar,« siger Kåre Schultz i en kommentar til torsdagens kvartalsregnskab fra Teva.

Den danske topchef skabte en regulær kursfest i sin tid i Lundbeck, men har ikke formået at overføre succesen til Teva, som er hårdt presset på flere fronter.

I august 2018 nåede Teva-aktien et foreløbigt højdepunkt, men er siden faldet med næsten 70 procent.

Det har presset Tevas markedsværdi ned i sølle 63 milliarder kroner. Til sammenligning er det lille danske biotekselskab Genmab, der har omkring 500 ansatte, næsten 100 milliarder kroner værd.

Den enorme aktienedtur er dårligt nyt for danske investorer, da Teva har været den mest populære udenlandske aktie hos private danske investorer, siden Kåre Schultz overtog taktstokken i det israelske medicinalselskab.

Tevas aktiekurs er grundlæggende blevet presset helt i bund, fordi kopikæmpen er ramt af to gigantiske advokatslagsmål i USA.

De sager har den danske topchef dog ikke udsigt til at slippe af med lige foreløbig.