Efter fadæse: Lauritz.com får pæn start på børseventyr

Onlineauktionshuset Lauritz.com har fået en fin start på minibørsen First North i Stockholm, hvor man et kvarter efter åbning ligger omkring 10 procent over udbudskursen.

Foto: Foto: Lauritz.com. Mette Rode og Bengt Sundstrøm
Læs mere
Fold sammen

Med godt og vel 14 dages forsinkelse er det lykkedes Lauritz.com at blive børsnoteret. Det er tretten dage siden, at selskabet kort før åbningen af First North Premium-børsen i Stockholm meddelte, at noteringen ville blive udskudt.

Og umiddelbart ser det ud til at have været en god løsning. Onsdag er Lauritz.com-aktien startet med en pæn lille stigning - efter en håndfuld minutter lå kursen på 15,90 svenske kroner pr. aktier og et kvarter efter åbningen sniger aktien sig op på 16,50 - altså en stigning på 10 procent i forhold til udbudsprisen på 15 svenske kroner.

Efter et par lidt uklare - og indledningsvis modstridende forklaringer - erkendte Lauritz.com børsfadæsen i starten af juni, at det var manglen på store institutionelle investorer, der havde fået onlineauktionshuset til at udskyde beslutningen i frygt for, at aktierne ville falde som en sten, så snart børsen åbnede.

På forhånd havde Lauritz.com meddelt, at nye institutionelle investorer nu var kommet med om bord, og de største her er fortsat Bure Equity, Swedbank Robur, Catella Fondsförvaltning og Rite Internet Ventures Holdings, der til sammen tegner sig for 31 procent af udbuddet.

Efter børsfadæsen sænkede Lauritz.com prisen fra 19-21 svenske kroner til 15 svenske kroner - eller hvad der svarer til godt 12 danske kroner pr. aktie.

Børsnoteringen bliver betragtet som mere eller mindre afgørende for Lauritz.com, der efter et par vanskelige år står med så lidt som 13 millioner i egenkapital og meget begrænset mulighed for at ekspandere forretningen.

Lauritz.com har 26 auktionshuse i Norge Sverige, Tyskland, Belgien og Danmark og har 360 medarbejdere ansat.