Efter et halvt år: Unibrew fyrer topdirektør

Bryggeriet Royal Unibrew har valgt at fyre dets direktør Jesper Bo Jørgensen, der har siddet mindre et halvt år på posten. Hans ledelsesstil var ikke forenelig med vores kultur, forklarer bestyrelsesformand Kåre Schultz, der samtidig selv fratræder i forbindelse med sit nye job i Israel.

Foto: Jens Nørgaard Larsen / Scanpix

Det sydsjællandske bryggeri Royal Unibrew har mandag valgt at fyre dets topchef Jesper Bo Jørgensen med øjeblikkelig virkning. Det oplyser bryggeriet i en fondsbørsmeddelse.

Jesper B. Jørgensen tiltrådte som direktør i bryggeriet tilbage i starten af april og nåede dermed at sidde på posten i under et halvt år. Fyringen sker som konsekvens af, at Jesper B. Jørgensens ledelsesstil har vist sig »uforenelig« med Unibrews kultur, oplyser bestyrelsesformand Kåre Schultz.

»Royal Unibrew har siden Jesper B. Jørgensens tiltræden den 1. april i år fortsat leveret solide resultater, og de ambitiøse, strategiske mål er fortsatuændrede. Desværre har Jesper B. Jørgensens ledelsesstil vist sig ikke at passe til vores Royal Unibrew kultur,«  udtaler bestyrelsesformand, Kåre Schultz.

Det oplyses, at fratrædelsen sker efter »gensidig aftale«.

Den nuværende COO, Hans Savonije, vil i stedet blive nye CEO i bryggeriet, oplyses det.

»Bestyrelsen er overbevist om, at Hans Savonije er den rigtige leder for Royal Unibrew. Han har efter ni år i virksomheden opnået dyb indsigt i Royal Unibrews forretning via sin rolle som COO med det operationelle ansvar og som medlem af direktionen,« siger Kåre Schultz i meddelsen.

Kåre Schultz selv er dog også snart fortid i bryggeriet. I sidste uge kom det frem, at han skulle være ny topchef for israelske Teva, og i den forbindelse har han valgt at træde som bestyrelsesformand ved årets udgang. Ny formand vil i stedet blive nuværende næstformand, Walther Thygesen, mens Jais Valeur bliver ny næstformand i bestyrelsen.

»Både Walther Thygesen og Jais Valeur har stor erfaring med og viden om virksomheden og dens forretning, da de begge sidder i selskabets nuværende bestyrelse. Walther Thygesen har fungeret som næstformand siden 2011, mens Jais Valeur, som tidligere har haft kommercielle ledende stillinger i Royal Unibrew, har fungeret som bestyrelsesmedlem siden 2013. Med disse udnævnelser har bestyrelsen dermed fokus på at sikre kontinuitet i bestyrelsen og i forretningen«, siger Kåre Schultz.

Tilbage i direktionen vil den nuværende CFO, Lars Jensen, få ansvaret for at forretningsudviklingen og visse kommercielle områder. Sammen med Hans Savonije vil de to i fremtiden udgøre direktionen hos bryggeriet.

»Jeg ser frem til sammen med Lars Jensen og Royal Unibrews dygtige og engagerede medarbejdere at fortsætte eksekveringen af de ambitiøse, strategiske
planer, vi har sat for virksomheden«, siger Hans Savonije.

Jesper B. Jørgensen kom fra en stilling som direktør hos tyske Knauf, men i perioden 2007-2011 var han direktør hos Carlsberg Danmark. Allerede da han blev udpeget som ny direktør for Unibew, blev det bemærket, at det var et par store sko, han skulle udfylde.

Han afløste den tidligere direktør, Henrik Brandt, der kunne se bryggeriets aktiekurs stige med 800 pct. under sin ledelse i hvad, der er blevet kaldt et af de største turnarounds siden finanskrisen.