Efter ekstraordinære svigt: Staten jagter 625 millioner hos spansk entrepenør

Skandalesagen om Niels Bohr byggeriet kan nu få konsekvenser for et spansk byggefirma. Kammeradvokaten har for Bygningsstyrelsen anlagt voldgiftssag mod Inabensa.

Niels Bohr Bygningen på Jagtvej på Nørrebro. Fold sammen
Læs mere
Foto: Lars Bahl

Sagen om det skandaleramte Niels Bohr-byggeri kan nu få konsekvenser for et spansk byggefirma.

Bygningsstyrelsen anklager den spanske entreprenør på byggeriet, Inabensa, for ekstraordinære svigt. Derfor har styrelsen igennem Kammeradvokaten anlagt voldgiftssag mod Inabensa med krav om 625 millioner kroner i erstatning.

Det oplyser Bygningsstyrelsen i en pressemeddelelse.

Voldgiftssagen kommer i kølvandet på, at Niels Bohr-byggeriet, som afdækket af blandt andre Uniavisen, er ramt af kaos og enorme budgetoverskridelser.

»Niels Bohr ville vende sig i graven ved at have et tredjeklasseshus,« siger vvs-mand Jim Bjerring, der var projektleder på byggepladsen i 2015 for firmaet Spangenberg & Madsen, en underleverandør til Inabensa, til uniavisen i oktober.

Efter »usædvanlige svigt« opsagde Bygningsstyrelsen i februar kontrakten med det spanske byggefirma.

»Ophævelsen blev gennemført på baggrund af manglende leverancer, forsinkelser og svigt i kvaliteten af Inabensas arbejde,« skriver Bygningsstyrelsen i pressemeddelelsen.

»Der blev efter ophævelsen iværksat en staderegistrering samt syn- og skøn af Inabensa og deres underentreprenørers udførte arbejder via Voldgiftsnævnet. I dette forløb har Voldgiftsnævnets syn og skøn konstateret store og helt usædvanlige svigt i kvaliteten af det udførte arbejde. Svigtene har været umulige at finde ved normalt tilsyn, og er blevet fundet ved hjælp af ekstraordinære tæthedstest og røntgenfotografering. En betragtelig del af Inabensas arbejde er efterfølgende blevet helt eller delvist nedtaget, bortskaffet og er ved at blive opført på ny,« fortsætter meddelelsen.

Oprindeligt skulle Niels Bohr-bygningen på Nørrebro have været klar til at Københavns Universitet kunne flytte ind i 2016. Siden er indrykningsdatoen blevet rykket til 2017 og nu 2018. Tilbage i august advarede Københavns Universitet om, at forsinkelserne og budgetoverskridelserne kunne betyde, at de slet ikke ville flytte ind.

»Bygningsstyrelsen har ikke lige nu nogen planer for, hvornår Niels Bohr Bygningen skal stå færdig, og de har heller ingen tal for, hvad det samlet set kommer til at koste Københavns Universitet,« sagde Anders Boe Hauggaard, vicedirektør for Campus Service (CAS) ved KU til Uniavisen.

Siden har sagen nået ministerens bord. Uddannelses- og forskningsminister Søren Pind er blevet indkaldt til samråd i sagen. Her har han afvist at garantere, at den fordyrede bygning ikke vil få konsekvenser for KU i form af højere husleje.

Niels Bohr-byggeriet er ikke det eneste af Bygningsstyrelens byggeprojekter, der kører skævt. Også »Københavns nye vartegn«, Mærsk Tårnet, er gået over budget.

Nu skal Rigsrevisionen kulegrave de skandaleramte universitetsbyggerier.