Efter Bornholm – virksomheden som samfundsaktør

På bagkanten af Folkemødet kan man roligt konstatere, at hvis landspolitikere ikke rigtigt var til stede, ja så var de danske virksomheder det. Arla medvirkede i debatter om fødevarer og folkesundhed, DONG om energi og infrastruktur, Facebook om sociale medier og så fremdeles. Virksomheder, offentlige og private, brancheorganisationer og foreninger i en politisk folkefest med næsten 100.000 deltagere.

Foto: Søren Bidstrup. Kresten Schultz Jørgensen
Læs mere
Fold sammen

Og hvorfor gør de så det? Spurgt enkelt: Hvorfor prioriterer virksomhederne hundredetusindevis af kroner på selve opholdet, arrangementerne og hele kommunikationen omkring Folkemødet, når virksomhederne jo ikke i klassisk forstand er en del af det politiske?

 

I den traditionelle stats- og demokratiteori er beskrivelsen af virksomhedernes politiske rolle enkel nok: Virksomhederne har nemlig ikke nogen rolle at spille ud over den, som enkeltpersoner spiller som borgere og vælgere. Pressen omtales af og til som den fjerde statsmagt. Men virksomhedernes rolle er ikke beskrevet – hverken i den klassiske forfatningsret eller i den klassiske, økonomiske tænkning om virksomhedernes rolle i samfundsøkonomien. Adam Smith grundlagde som den økonomiske liberalismes fader allerede i 1700-tallet troen på, at markedet altid regulerer sig selv i forhold til økonomisk nytteværdi, og at enhver snak om virksomhedernes politiske rolle grundlæggende er mere skadelig end gavnlig. Den senere nobelpristager, økonomen Milton Friedman, gav i en artikel i The New York Times i 1970 under overskriften »The Social Responsibility of Business is to Increase Its Profits« udtryk for, at virksomheder alene skal sørge for at skabe vækst og arbejdspladser, derved betaler de al den gæld, de måtte have til samfundet.

Fra et PR-perspektiv forholder sagen sig anderledes: Politikere, myndigheder og samfundets forskellige interessekonstellationer, fagforeninger og interessegrupper er alle med til at definere virksomhedernes rammebetingelser, og hvis ikke vi både forstår og forholder os til, hvilken lovgivning og hvilke temaer, der præger virksomhedernes omverden, vil det uundgåeligt påvirke virksomhedens muligheder for at drive forretning.

 

Sagt enkelt: Samfundsudviklingen intensiverer i disse år behovet for virksomhedernes politiske involvering – herunder på Bornholm. Mens det tidligere ofte var tilstrækkeligt at overholde gældende lovgivning, taler vi i dag i højere grad om legitimitet, hvor kravene omfatter både accepten fra politikere og myndigheder og den tilsvarende »folkelige« anerkendelse af virksomhedens virke og praksis.

Disse nye krav om legitimitet fra både myndigheder og samfundet generelt kan forekomme irriterende, hvis man foretrækker Friedmans syn på virksomhedsdrift. Det ene øjeblik skal virksomheden være »grøn«. Så skal den have en højere andel af kvinder i ledelsen eller noget tredje, der isoleret set kan være rimeligt nok, men som ikke er det, der traditionelt optager virksomhedens topledelse.

Men tendensen er tydelig: De politiske og sociale krav er i dag lang højere end for et halvt århundrede siden. Tendensen kan bl.a. anskues som en global tendens til, at borgere overalt synes at tabe tilliden til, at regeringen og myndighederne kan løse nationalstaternes problemer.

Mistilliden er størst i USA, men den faldende tillid ses overalt i den vestlige verden. En undersøgelse fra PEW Research Center peger interessant nok også på en anden samtidig tendens: at forventningerne til private virksomheder er i vækst. Borgerne forventer, at virksomhederne tager ansvar for mere end blot deres kerneproduktion; de bør også tage sig af miljø, skoler og infrastruktur.

Den ny rollefordeling medfører en betydelig kommunikationsudfordring, for i princippet både offentlige og private virksomhederne skal i langt højere grad kunne begrunde deres værdi i et bredere samfundsperspektiv. Og virksomhederne skal udover det praktiske ansvar for f.eks. bæredygtighed og miljø også blive langt bedre til at kommunikere indholdet. Virksomhederne kan og bør positionere sig på en holdning til samfundet, der rækker ud over det traditionelle krav om bæredygtighed.

Politiseringen, hvor virksomhederne i yderste konsekvens kan se sig selv som sociale bevægelser lige så meget som virksomheder (et dansk eksempel er teleselskabet Call me med bevægelsen »tal ordentligt«) har i det lys et andet indhold end den klassiske diskussion om CSR og bæredygtighed. CSR er med nogen ret kritiseret for at være luftig skåltalesnak, »greenwashing« og dobbeltmoralsk risikostyring.

Den nye politisering – inklusive debatterne på Bornholm – rækker imidlertid videre end CSR-diskussionen. Den handler om virksomhedens grundlæggende omdømme.