Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Ryanair holder sig ikke tilbage og fortsætter den juridiske offensiv, efter det første Ryanair-fly i Københavns Lufthavn i sidste uge blev forhindret i at få tanket benzin. Det medførte en tre timer lang forsinkelse og kostede det irske flyselskab mere end 100.000 kroner.
Nu trækker Ryanair SAS og en medarbejderforening i SAS Ground Handling i fogedretten, skriver branche-sitet Check-in.dk.
Ryanair mener, at SAS burde havet sikret, at SAS-medarbejdere ikke stod i vejen for Ryanairs fly. Det er Ekspeditionsarbejdernes Klub, en del af SAS Ground Handling, som Ryanair har set sig sur på.
»Formålet er at få nedlagt forbud mod bestemte aktioner, som vi mener medlemmer af klubben har været medvirkende til,« fortæller advokat Michael Møller Nielsen fra advokatfirmaet Lund Elmer Sandager, der repræsenterer Ryanair, til Check-in.dk.
»Vi ønsker, at Ekspeditionsarbejdernes Klub bliver pålagt at påbyde deres medlemmer ikke at lave den slags,« fortsætter han.
Episoden skete onsdag den 18. marts, da omkring 50 lufthavnsansatte omringede Ryanairs fly, hvilket betød at det ikke kunne blive tanket op og lette igen. Først ud på aftenen fløj flyet tilbage til Dublin.
Allerede dagen efter trak Ryanair en række fagforeninger i Arbejdsretten, fordi flyselskabet mener, at de har et ansvar for episoden. Den sag er dog udskudt til senere på måneden, hvor Arbejdsretten skal tage stilling til LO og Flyvebranchens Personale Union (FPU) krav om, at Ryanair skal tegne overenskomst, når de åbner base i København.
"Vi undrer os over, at man rejser en fogedsag, når man samtidig har rejst en sag i Arbejdsretten. Desuden er det morsomt, at de godt kan bruge den danske model, når det er i deres egen interesse. For arbejdsretten er et af de bærende elementer i den danske model," siger 3Fs formand i Kastrup, Henrik Bay Clausen.
Ryanair har tidligere afvist at anerkende den danske arbejdsmarkedsmodel.