Ecco indhenter russisk tab i USA

Med en ubekendt og usikker faktor i det russiske marked har Ecco skruet op for investeringer i USA, og den jyske familievirksomhed leverer imponerende indtjeningsevne i 2014.

Foto: Claus Fisker. Finansdirektør Steen Borgholm har sammen med den øvrige Ecco-ledelse sat fokus på at accelererer i USA.
Læs mere
Fold sammen

Hvad der tabes i Rusland, tjenes ind i USA. Den jyske familievirksomhed Ecco er trods uro på det russiske marked kommet igennem 2014 med et overskud efter skat på 850 millioner kroner. Omsætningen er vokset med 5 procent og ligger for 2014 på 9 milliarder kroner.

2014 har ikke været uden udfordringer for Ecco, og specielt det russiske marked, hvor den danske skoproducent har 300 butikker, har været kostet.

»Der går ikke et år, uden vi bliver ramt af noget uforudset, og krisen i Rusland har naturligvis også ramt os,« siger Eccos finansdirektør Steen Borgholm.

Men Ecco reagerede tids nok til at hente det tabte i Rusland hjem på andre markeder, og her har særligt USA været drivkraft med øget salg og acceleration på investeringer.

»Specielt i USA har vi lanceret ekstra produktkollektioner specielt på golfsiden, hvor vi har haft stor succes,« siger Steen Borgholm og tilføjer, at der generelt er lagt pres på hele organisationen for at løbe stærkere og leverer noget ekstra.

»Vi er taknemmelige for, at det har kunnet lade sig gøre, og organisationen har taget imod udfordringen og leveret på det,« siger finansdirektøren.

Han vil nødig spå om, hvad der kommer til at ske i 2015, men planen er at sætte yderligere ind på vigtige markeder som USA for at stå imod den forventede yderligere forringelse i Rusland.

»Vi skal ud og finde vækst i andre markeder. Det gør vi blandt andet ved at øge både butiksinvesteringer og andre investeringer ind i markederne og har et noget større samlet investeringsprogram,« siger Steen Borgholm og tilføjer, at investeringerne ligger 75 porcent højere næste år.

Ecco har sat fokus på virksomhedens indtjeningsevnen, hvilket betyder, at antallet af solgte sko har ligget på et stabilt niveau de seneste par år. Til gengæld bliver der solgt flere dyre sko - eksempelvis golfsko.

»På trods af lavere vækstrater er vi i stand til at tjene flere penge på det salg, vi har. Vores indtjeningsevne målt som resultat i procent af omsætningen lander på det højeste nogensinde på 15,1 procent af hver omsætningskrone. Det er det, der betyder allermest for os som familieejet virksomhed,« siger Steen Borgholm.

Ecco havde ved udgangen af 2014 en bogført egenkapital på 4 milliarder kroner.

Virksomheden sælger i dag sine sko i 88 lande fra 3.060 Ecco-butikker og fra 14.000 salgssteder, altså butikker med flere skomærker. Ecco arbejder på, at der fremover bliver solgt flere sko fra egne butikker.