Ebola-nyhed gør Asger Aamund rigere

Mens Ebola-epidemien i Afrika breder sig, kan den danske erhvervsmand Asger Aamund se værdien af sin aktiepost vokse i den danske biotekvirksomhed Bavarian. Efter de seneste nyheder om ny vaccine på vej er værdien af hans aktier i det danske biotekselskab nu mere end 200 mio. kr. værd.

Asger Aamund Fold sammen
Læs mere
Foto: Betina Garcia
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Selvom den 74-årige Asger Aamund i foråret forlod sin post som formand for Bavarian Nordic, er erhvervsmanden fortsat synonym med den danske biotekvirksomhed, hvor han ejer syv pct. af aktierne.

Siden begyndelsen af 2013 er der løbende kommet gode nyheder fra biotekselskabet, samtidig med, at det danske aktiemarked har udviklet sig positiv.

Derfor kunne Ekstra Bladet slutningen af januar i år fortælle, at Asger Aamund ikke længere levede på bankernes nåde, men at værdien af hans aktiepost i Bavarian nu oversteg den bankgæld på i omegnen af 150 mio. kr., som Aamund havde været tvunget til at optage for at kunne følge med i kapitaludvidelse i Bavarian Nordic gennem årene.

Værdien af aktieposten var i februar på knap 180 mio. kr. De seneste måneder, hvor det blandt andet er kommet frem, at Bavarian Nordic er involveret i at udvikle en vaccine mod den frygtede virus-sygdom Ebola, er kursen på Bavarian-aktier steget yderligere.

Torsdag morgen steg kursen på Bavarian-aktien med 3,69 pct. i kølvandet på nyheden om, at Bavarian Nordic sammen med sin samarbejdspartner og den amerikanske stat har fremskyndet udviklingen af en vaccine mod Ebola og venter at starte forsøg med mennesker allerede næste år.

Dermed er Bavarian Nordics børsværdi tæt på tre milliarder kr., og Asger Aamund kan glæde sig over, at hans syv pct. af selskabet nu er 205 mio. kr. værd.

Der er dog stadig langt til fordums rigdom. Før finanskrisen havde Asger Aamund aktier i Bavarian til en værdi på den anden side af én mia. kr. Det skyldes dels, at aktiekursen var højere end i dag, men også, at Asger Aamund havde en betydelige større aktiepost i selskabet.

Aktieposten er siden blevet udvandet ved kapitaludvidelser.

Asger Aamund er ikke længere aktivt involveret i ledelsen af Bavarian Nordic.