Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
»Jeg tror, vi nærmer os 50.000 sider i sagen.«
Med den bemærkning mandag formiddag i Vestre Landsret røber advokat Boris Frederiksen det enorme omfang af retssagen om erstatning for tab i den krakkede ebh bank.
Sammen med tre andre advokater repræsenterer han det statslige selskab Finansiel Stabilitet, som kræver op til 718 millioner kroner plus renter af direktørerne, bestyrelsen og den eksterne revision.
Mandagens retsmøde er det første af i alt 112 planlagte retsmøder frem til oktober næste år. Dommen ventes i 2019.
Der er tale om den største retssag i Vestre Landsrets historie, bekræfter rettens pressekontaktdommer.
15 personer fra bestyrelsen, direktionen og den eksterne revision er sagsøgt.
Persongalleriet spænder vidt. Fra en tidligere skoleinspektør i Brovst og en forhenværende herreekviperingshandler fra Fjerritslev, der var medlemmer af bestyrelsen, til erfarne revisorer og direktørerne. Alle forlanger frifindelse, lyder det fra deres advokater.
De fleste sagsøgte er til stede i retten, men den tidligere direktør Finn Strier Poulsen har valgt ikke at rejse til Viborg. Kravet imod ham er opgjort til 716 millioner kroner.
Fra 2003 og frem kastede ebh bank sig ud i en ambitiøs vækst. Problemet er, hævdes det, at risikostyringen haltede, og at den kraftige satsning på at betjene især ejendomshandlere endte med enorme tab. Da banken gik ned i 2008, var der en underbalance på 3,2 milliarder kroner.
»Den eksterne revisor undlod at reagere adækvat«, siger Boris Frederiksen om årsagen til, at revisionsselskabet BDO også er sagsøgt - her er kravet 549 millioner kroner.
Selv om sagen som nævnt bugner af papirer og har været forberedt siden 2011, er alt endnu ikke på plads ved den såkaldte hovedforhandlings begyndelse mandag. Finansiel Stabilitet har fortsat undersøgelser i gang, lyder det.
I alt 70 personer, heriblandt også de sagsøgte, skal afhøres undervejs i processen.