EasyJets grundlægger på kant med bestyrelsen over coronakrise: »Jeg sagsøger skurkene«

EasyJets grundlægger og største aktionær, Stelios Haji-Ioannou, er faret i flint over ledelsens håndtering af coronakrisen og truer med at fjerne bestyrelsen. Og det er ikke første gang, at grækeren lægger sig ud med ledelsen. Han mener, at EasyJet vil være løbet tør for penge inden august, men det forhindrede ham ikke i at få over 500 mio. kroner udbetalt i udbytte i marts.

Grundlæggeren af EasyJet, Stelios Haji-Ioannou, stiftede lavprisselskabet i 1995, men har ikke haft en aktiv rolle i ledelsen siden 2010. I stedet bruger han sin store indflydelse som hovedaktionær. Eddie Keogh/Reuters/Ritzau Scanpix

Der er aktivistiske aktionærer. Og så er der Stelios Haji-Ioannou.

Græsk-cyprioten, der etablerede EasyJet for 25 år siden, forlod allerede for ti år siden bestyrelsen og dermed den sidste rest af en aktiv rolle i ledelsen. Men han og hans søskende ejer stadig en tredjedel af lavprisgiganten. Og han er ikke typen, der bare læner sig tilbage på lystbåden i Monaco og tæller sine penge.