Easyjet åbner rute til Lyon fra København

Det britiske lavprisflyselskab Easyjet åbner fra april næste år en direkte rute til Lyon fra København.

Foto: Z1015/_Bernd Settnik. Fra 16. april næste år vil Easyjet flyve ruten tre gange ugentligt.
Læs mere
Fold sammen

Det skriver branchesitet Check-In.

Fra 16. april næste år vil Easyjet flyve ruten tre gange ugentligt. I foråret 2010 forsøgte både Air France og SAS sig med tilsvarende rute, med efter kort tid nedlagde begge selskaber ruten.

Genoprettelsen af ruten er resultatet af et godt samarbejde mellem Wonderful Copenhagen, Easyjet og Københavns Lufthavn, skriver Check-In.

- Vi ser et stort potentiale i gastroturisme, og vi har derfor længe arbejdet på at forbinde de to madmetropoler, København og Lyon. Ruten åbner til april, og jeg er sikker på, at der venter både franskmænd og danskere mange gode madoplevelser, siger kommerciel direktør fra Københavns Lufthavn, Peter Krogsgaard, til mediet.

Også fra fransk side håber man på stor interesse for ruten.

- Der er en utrolig stor interesse for de skandinaviske lande i Frankrig, og København har et fantastisk godt omdømme. Vi regner derfor med, at de mange franske turister vil benytte ruten til at tage en forlænget weekend i København, siger Aurélie Gonthier, der er ansvarlig for Skandinavien i rejsebureauet Voyageurs du Monde, til Check-In.

Københavns Lufthavn venter, at ruten vil bringe 15.000 flere franskmænd til Danmark.