EADS skifter navn til Airbus

Den europæiske fly- og forsvarsproducent foretager navneskifte og omstrukturer.

Foto: ERIC PIERMONT

EADS melder i sin kvartalsrapport om en omstrukturering, der blandt andet indebærer, at man vil skifte navn til Airbus. Det skriver Bloomberg News.

Den nye Airbus Group vil bestå af tre divisioner, og navneskiftet skal afspejle, at selskabet lægger vægt på kommercielle fly. Derudover producerer EADS også militære fly og elektronik og udstyr til forsvar og rumfart.

Selskabets regnskab viste en omsætning på 13,9 mia. euro og et nettoresultat på 518 mio. euro i andet kvartal af 2013. Begge dele overgik analytikernes forventning om henholdsvis en omsætning på 13,6 mia. euro og et overskud på 495,7 mio. euro ifølge Bloomberg News.

Ordreindtaget blev tredoblet i første halvår og endte på 96,6 mia. euro mod 28,2 mia. euro i første halvår af 2012.