Dyrere internet og billigere energi giver flere penge i kassen hos TDC Net

Danmarks største ejer af mobil- og telenet arbejder videre med planerne om at trække stikket til det landsdækkende fastnet og åbner for forskellige priser på kabel-tv-nettet fra næste år. Imens graves der fortsat for at nå ud med fibernet til en million danske husstande.

TDC Net forventer at bruge lige så mange penge i år som sidste år på frem for alt at få gravet fiberkabler til hurtige internetforbindelser ned mange flere steder i Danmark. Thomas Breinstrup

Danmarks største ejer af mobil- og telenet, TDC Net, fortsætter med at tjene gode og flere penge, samtidig med at selskabet graver fiberkabler ned i stor stil for at komme først i flere områder med de hurtigste internetforbindelser leveret gennem et stik i væggen.

TDC Net, som opstod sammen med Nuuday, da TDC-koncernen blev splittet i to, havde ved udgangen af juni måned et driftsresultat (EBITDA) på 2,34 milliarder kroner for årets første seks måneder sammenholdt med 2,32 milliarder for et år siden.