Dyremoses guldæg er blevet en gøgeunge hos TDC

Det så så godt ud – indtil torsdag morgen. Nu står TDC med et svært sælgeligt selskab i Schweiz, og prisen anden gang bliver absolut ikke nær så god.

Foto: Scanpix
»Lettere brugt teleselskab sælges!«

Danske TDC får store problemer med at slippe af med det, som daværende teletopchef Henning Dyremose købte som telekoncernens guldæg, det schweiziske teleselskab Sunrise, og det bliver absolut ikke til den gode pris, som var aftalt med France Télécom i november.

»Køberen skulle være andre teleselskaber, der ikke er i Schweiz, men de vil ikke betale ret mange penge for Sunrise, når de nu ved, at det bliver en ekstremt hård kamp, fordi der er lukket for eventuelle sammenlægninger,« siger aktieanalytiker Morten Imsgard, Sydbank, som følger telemarkedet.

Eneste oplagte køber vil være Europas største teleselskab, Deutsche Telekom, som ikke er i Schweiz. Men det bliver til en ganske anden pris.

TDC købte Sunrise i 2000, da priserne lå højest, for 35,2 milliarder. Stort set siden da er telemarkedet dykket og konkurrencen øget. Franskmændene skulle have overtaget ledelsen af Sunrise og TDC have stukket 11 milliarder kroner i foret.

Teleanalytiker John Strand, Strand Consult, opfatter konkurrencemyndighedernes nej som en stor gave til Schweiz’ svar på TDC, Swisscom, som TDCs tidligere topchef, Jens Alder, selv sad i spidsen for gennem flere år, og som delvis ejes af de schweiziske kantoner. Nu skal Swisscom og TDC nemlig i stedet konkurrere Orange ud af landet og dele kunderne mellem sig.

»Konkurrencemyndighederne har givet anabolske steroider til Swisscom, samtidig med at de giver aktiv dødshjælp til Orange. Det er grotesk,« mener han og understreger, at der ikke er plads til tre store teleselskaber i et lille land som Schweiz.