Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
De nye, superskarpe OLED-fjernsynsskærme er stadig så dyre, at det kniber for TV-producenterne at få dem solgt. Derfor kaster verdens næststørste TV-producent sig nu over »slankeudgaven«, og de første nye typer af fjernsyn med et mere levende billede vil være på butikshylderne i begyndelsen af næste år.
Det er den sydkoreanske elektronikgigant LG Electronics, der sælger omkring 17 procent af alle TV-apparater på globalt plan, som i begyndelsen af januar vil vise de første nye TV med quantum-dot-teknologien frem, når verdens største messe for forbrugerelektronik, Consumer Electronics Show (CES), åbner i spillebyen Las Vegas i USA.
Quantum-dot-teknologien er i store træk samme teknologi som de vidt udbredte LCD-TV-skærme men bruger en film af ultrasmå krystaller, som blot måler fra to til ti nanometer, til at danne lys. De forskellige krystaller i forskellige størrelser danner forskellige farver og kan kontrolleres ret præcist. Derfor kan skærmen vise farver, som står bedre og klarere end mange af de nye – men meget dyre – OLED-skærme, som i øjeblikket regnes for at være det ypperste inden for fjernsynsskærme.
Skal sparke gang i salget
LG meddelte forleden, at quantum-dot-skærmene – i første omgang på 55 og 65 tommer – vil blive en del af sortimentet i 2015, og at de vil kunne vise ultra-HD-opløsning (UHD), som har fire gange så mange billedpunkter som på en fuld HD-skærm, som de fleste fladskærme har i dag. Kombinationen af quantum-dot-skærmteknologi og ultra-HD-billedkvalitet kan derved sparke gang i salget af bedre fladskærmsfjernsyn, efter at 3D aldrig blev noget salgshit. Hvilke priser der hæftes på de nye TV-skærme, forbliver indtil videre LGs hemmelighed.
Quantum-dot-teknologien er taget i brug i det små. Internetgiganten Amazon bruger den på sin Kindle Fire HDX-tavlecomputer, og den japanske teknologigigant Sony producerer ligeledes enkelte modeller. Den store kinesiske TV-producent TCL har også enkelte fjernsyn klar, og de koster omkring en tredjedel af, hvad et tilsvarende OLED-fjernsyn ville gøre. Sydkoreanske Samsung, som er verdens største TV-producent, rygtes også at ville tilbyde LCD-skærme med quantum-dot.
Slut med tungmetaller
LG har ellers satset massivt på OLED-skærme i forventning om, at priserne på skærmteknologien ville falde, når en egentlig masseproduktion begyndte. Det er også sket, men OLED-skærme er fortsat for dyre til de fleste. OLED har hidtil mest været brugt til mindre skærme på MP3-musikafspillere, mobiltelefoner og digitalkameraer.
Hidtil har det hæmmet quantum-dot-teknologien, at den var afhængig af kadmium, der betragtes som giftigt, men LG mener at have løst det problem og bruger ikke kadmium eller andre tungmetaller i sine kommende modeller.
Ifølge brancheorganisationen Branchen ForbrugerElektronik, der samler de store elektronikproducenter i Danmark, ventes der herhjemme at blive solgt 450.000 TV-apparater i år mod 475.000 i 2013 og 530.000 i 2012. Et forsigtigt skøn siger, at omkring 40.000 af dem – svarende til ni procent – vil have ultra-HD-opløsning, og at 10.000 styk – eller to procent – vil være OLED-skærme.
Rettelse 2014-12-19 kl. 11.15: I den oprindelige udgave af artiklen stod fejlagtigt, at der i år blev solgt anslået 5,6 millioner TV-apparater i Danmark mod 5,7 millioner sidste år og 5,8 millioner i 2012. Disse tal er den samlede bestand af TV-apparater i Danmark. De rigtige salgstal og -skøn er nu føjet ind i artiklen.