Dyb tavshed om Amagerbankens skæbne

I morgen er der ekstraordinær generalforsamling i den kriseramte bank, men det er fortsat uvist, om de nuværende aktionærer vil deltage i den forestående aktieemission, som skal redde banken.

Det er stadig umuligt at spå om Amagerbankens fremtid, men skæbnedagen nærmer sig. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvis de nuværende aktionærer i Amagerbanken er entydigt overbeviste om, at de skal deltage i den kommende aktieemission, der afgør Amagerbankens fremtidige skæbne, så skjuler de det godt.

En rundringning til de nuværende aktionærer ender i en mur af tavshed, men beslutningen er måske heller ikke så nem at træffe endda.

Trods adskillige efterladte beskeder på telefonsvarere rundt om i landet var der ingen, der vendte tilbage - heller ikke bankens største aktionær, Karsten Ree, som har knap en tredjedel af aktierne.

Læs også: Kreditinstitut overvejer fortsat lavere rating Amagerbanken

Den eneste Amagerbanken-aktionær, som i går eftermiddag besvarede sin mobil, var Carsten Risvig Pedersen, som, sammen med sin bror, Jens, blev mangemillionær ved børsnoteringen af vindmøllevirksomheden Nordex. Han og broderen deltog i Amagerbankens seneste aktieemission, men Carsten Risvig Pedersen slår sig i tøjret, når det gælder spørgsmål om den forestående emission, som efter planen skal rejse mellem 565 mio. kr. og 798 mio. kr.

Går du med i den kommende emission?

»Jeg har ikke set prospektet endnu.«

Men du har vel gjort dig overvejelser om, hvorvidt du vil deltage eller ej?

»Det har jeg overhovedet ikke tænkt på endnu. Det er jo en dejlig sommerdag i dag.«

Hvornår regner du med at tage en beslutning?

»Det ved jeg ikke. Det holder jeg for mig selv.«

Læs også: Amagerbanken fortsætter børsnedtur

Før sommer, da det blev kendt, at det statslige selskab for nødlidende banker, Finansiel Stabilitet, krævede tilførsel af 750 mio. kr. i basiskapital til banken, var der ellers flere af bankens storkunder, som meldte ud, at de stod klar til at skyde nye penge i Amagerbanken - dog med tilføjelsen »hvis vilkårene er rigtige«. Heriblandt var Skykon-direktør Jesper Øhlenschlæger, Jesper Tullin, direktør i Finansgruppen, og Sjælsø-stifter Ib Henrik Rønje, men i går var både Tullin og Rønje tavse. Øhlenschlæger lykkedes det ikke at træffe.

Det strammer til

En stillingtagen presser sig imidlertid på for de mange Amagerbanken-aktionærer, som har fortegningsret ved aktieemissionen.

Læs også: PFA: Kæmperabat på Amagerbanken nødvendig

I morgen holder den kriseramte bank ekstraordinær generalforsamling, som skal give grønt lys for aktieudvidelsen, og selve aktietegningen skydes i gang allerede tirsdag 24. august. Derpå har aktionærerne frem til senest 7. september til at beslutte, om de vil tegne nye aktier i banken.

Men som Berlingske Tidende tidligere har beskrevet, bliver Amagerbankens største aktionærer måske nødt til at beslutte sig før det.

Da aktiekursen er lavere end aktiernes pålydende værdi, er Amagerbanken nødt til at benytte en såkaldt elevatormodel i forbindelse med aktieudvidelsen, hvor aktiekapitalen først nedsættes for siden at forhøjes. Den model blev også brugt af H+H International sidste år og indebærer, at Erhvervs- og Selskabsstyrelsen skal have garanti for, at aktiekapitalen vil blive forhøjet igen.

For Amagerbankens vedkommende vil det formentlig inden for få dage være nødvendigt med en garanti for aktietegningen på mindst 565 mio. kr., som - hvis ikke der kan stampes en garantistiller op ad jorden - nødvendigvis må komme fra de største aktionærer. Dermed kan Amagerbankens skæbne være beseglet endnu inden, aktieemissionen er skudt i gang.

Bestyrelsesformanden for Amagerbanken, erhvervsadvokat N.E. Nielsen, ruttede i går heller ikke med oplysninger om Amagerbankens nærmeste fremtid, da Berlingske Tidende fangede ham på mobilen.

Har du en fornemmelse af, hvor mange af de eksisterende aktionærer, som vil deltage i den kommende aktieemission?

»Det har jeg ingen viden om, og nu skal det jo først vedtages på generalforsamlingen.«

Har du fået mundtlige tilsagn fra nogen af dem?

»Det er ikke noget, som en bestyrelsesformand bliver en del af, og jeg har ikke kommentarer til noget som helst om bankens kapitaludvidelse på nuværende tidspunkt.«