Dyb mystik om Lauritz.coms aflyste børsnotering

Finanstilsynet afviser, at det har en finger med i aflysningen af Lauritz.com børsnotering, som det forlød i en meddelelse torsdag morgen. Lauritz.com oplyser, at det er »tekniske årsager«, der udskyder noteringen.

Foto: Jenny Leyman / Sydsvenskan / TT.
Læs mere
Fold sammen

Mystikken breder sig om den opsigtsvækkende aflysning af Lauritz.com børsnotering på First North-børsen i Stockholm torsdag morgen.

I den første meddelelse, som Lauritz.com sendte til Stockholm-børsen kort før klokken 9, hvor børsnoteringen skulle have fundet sted, forlød det, at det var manglende godkendelser fra Finanstilsynet, som blandt andet relaterede sig til auktionshusets likviditet, der udsatte processen til 17. juni.

I en senere meddelelse fra Lauritz.com forlyder det nu, at det er »tekniske årsager«, der udskyder børsnoteringen. Her nævnes der ikke længere noget om manglende tilladelser fra Finanstilsynet, men i stedet oplyses det, at alle aktier er fuldt tegnet med mere end 3.000 investorer.

Hos Finanstilsynet har man ikke kendskab til manglende tilladelser, oplyser vicekontorchef Henrik Kurtmann fra Finanstilsynets Børskontor.

»Lauritz.com har lavet et offentligt udbud, hvor de har lavet en emission. Det skulle de lave et prospekt for, så det har vi godkendt. Det var det, der blev offentliggjort for noget tid siden, hvor de efterfølgende har haft det her udbud kørende, og det blev så afsluttet i går. Det er for at hente kapital, og det er det prospekt, vi har godkendt,« siger han.

»Så skal de optages på First North i Stockholm, som ikke er et reguleret marked. I og med at det ikke er et reguleret marked, så kræver det ikke et prospekt. Så en optagelse i Stockholm har Finanstilsynet ikke noget med at gøre,« tilføjer han.

Hvorfor skriver Nasdaq så, at det er det danske finanstilsyn, der mangler at indhente de nødvendige tilladelser fra Lauritz.com?

»Det må bero på en misforståelse, og vi er i dialog med Nasdaq om det. Jeg er ikke klar over, hvis de har ment, at der skulle bruges et nyt prospekt, eller hvad, det måtte være. Det kan jeg kun gætte på. Vi har ikke noget med den optagelse i Sverige at gøre. Så det er ikke et spørgsmål om nogen godkendelse fra os for en optagelse,« siger Henrik Kurtmann.

Hvad de »tekniske årsager« egentlig dækker op, er heller ikke muligt at få et svar på. I Stockholm afviser Nasdaq, at fejlen skulle ligge her.

Til det svenske nyhedsbureau Direkt siger Nasdaqs presseansvarlige, Christina Malberg Hägerstrand, at udsættelsen af noteringen sker på Lauritz.com's initiativ.

»Forsinkelsen beror ikke på tekniske problemer hos Nasdaq. At noteringen udskydes sker på selskabets initiativ,« siger hun.

Klogere bliver man heller ikke hos det svenske advokatfirma Linklater Advokatbyrå Aktiebolag, der har rådgivet Lauritz.com i forhold til svensk lovgivning og bidraget i arbejdet med at udarbejde et prospekt.

Her stilles der om til firmaets managing partner, head of M&A corporate, Fredrik Lindqvist. Han sidder i møde, men tager alligevel telefonen. Han smider dog røret på, da Berlingske vil have hans kommentar til, at børsnoteringen af Lauritz.com er udskudt.

Hos det danske advokatfirma, Lett Advokater, der ligeledes har rådgivet Lauritz.com, ønsker man heller ikke at udtale sig.

Uanset hvad er forløbet dybt kritisabelt, lyder det fra Nordnet, der har været med til at udbyde aktierne. Her er konklusionen på forløbet om børsnoteringen, at der er tale om en fiasko, mener Nordnets investeringsøkonom, Joakim Bornold.

»Det er foruroligende og mærkeligt, at man afbryder direkte på morgenen for børsnoteringen. Det har jeg ikke oplevet før. Noget er tydeligvis sket, men vi ved endnu ikke hvad,« siger han til Dagens Industri og konstaterer, at det muligvis kan accepteres, hvis der er tale om en teknisk fejl.

Er der tale om nye oplysninger om selskabet, bør processen gøres om, mener Joakim Bornold.

Berlingske Business har forsøgt at træffe bestyrelsesformand Bengt Sundstrøm og adm. direktør Mette Rode Sundstrøm, men ingen af dem svarer på deres telefon.

I en SMS oplyser auktionshuset presseansvarlige, Christina Riis Hansen, at man for nuværende ikke har flere kommentarer.