Dundrende underskud i Capinordic

Det skrantende finanshus Capinordic kom ud af 2009 med et kæmpe underskud på 1.389 mio. kr. Det var endnu værre, end det minus på 1,1-1,2 milliarder kr., ledelsen nedjusterede sine forventninger til i februar.

Foto: Nikolai Linares
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Af selskabets regnskabsmeddelelse, der blev sendt til fondsbørsen sent fredag aften, fremgår det, at 1.157 mio. kr. af underskuddet stammer fra den tidligere velhaverbank, Capinordic Bank, som Finanstilsynet har indgivet konkursbegæring mod.

"Resultatet er påvirket af, at Koncernen i 2009 har valgt at nedskrive alle værdier relateret til Capinordic Bank A/S," skriver den relativ nye ledelse i regnskabsmeddelelsen.

”Finansåret 2009 og begyndelsen af 2010 har været en turbulent periode for Capinordic Koncernen, særligt i lyset af den efterfølgende konkurs i Capinordic Bank A/S," skriver adm. direktør, Henrik Vad og fortsætter:

"Der ligger en stor opgave foran os for at genskabe tilliden til Capinordic Koncernen. Med vores garantistillelse overfor kunder i Capinordic Bank A/S, der ikke var dækket af svensk eller dansk indskydergaranti, har vi taget det første skridt til at genskabe denne tillid hos vore kunder, samarbejdspartnere og aktionærer".

Han konstaterer, at koncernen fortsat har værdifulde forretningsområder, som har et potentiale for udvikling og øget indtjening. Derfor vil ledelsen målrette fokus mod de profitable enheder, markeder og produkter.

"Koncernens nye ledelse er allerede i gang med at fastlægge den strategi, der skal sikre en langsigtet værdiskabelse for vores aktionærer. De igangværende og kommende tiltag forventes at medføre en forandret Capinordic Koncern i kraft af en transformation af de grundlæggende værdier, filosofi og kultur, der skal styre ledelsens og medarbejdernes fremtidige aktiviteter i Koncernen,” skriver Henrik Vad.

Også underskud i 2010

2010 vil blive præget af omstruktureringen af Capinordic, hvor fokus på kort sigt vil være på at sikre aktionærernes værdi i koncernens fortsættende aktiviteter og afvikle resterende investeringsaktiviteter.

Ledelsen forventer derfor, at resultatet, særligt i 1. halvår 2010, vil være påvirket af omkostninger vedrørende den igangværende omstrukturering af koncernen, samt tab på en garanti overfor kunder i Capinordic Bank A/S, der ikke var dækket af svensk eller dansk indskydergaranti.

Den langsigtede strategi, som også vil omfatte optimering af indtjeningen, likviditeten osv. forventes ikke at påvirke resultatet positivt for 2010. Alt i alt venter ledelsen, at Capinordic kommer ud af 2010 med et underskud på mellem 25 og 75 mio. kr.