Dubai-bud får Nasdaqs til at blegne

Det tilbud, som børsen i Dubai er kommet med på den nordiske børs, OMX, er 11 pct. højere end det tilbud, som den amerikanske børs Nasdaq kom med tidligere på året.

Amerikanerne har budt 208,1 skr. pr. aktie, mens det arabiske tilbud ligger på 230 skr. pr. aktie. Det skriver Bloomberg News.

Børsen i Dubai vil overtage mindst 25 pct. af OMX, og hvis det lykkes, vil det afspore den proces, som Nasdaq og det skandinaviske selskab er inde i mht. en sammelægning af de to børser. Dubai-børsen har allerede brugt milliarder af oliedollar på finansielle investeringer, der skal lokke internationale selskaber til området omkring Den Persiske Golf.

"Børsen i Dubai er sulten efter erfaring og ekspertise, og det kan OMX give dem. De vil nemlig få adgang til at se, hvordan andre børser organiserer og udvikler deres forretninger," siger analysechef i Deutche Bank i Mellemøsten, Zahed Chowdhury ifølge Bloomberg News.

Den nye købstilbud har torsdag middag drevet OMX-aktien op i 229,5 skr. pr. aktie, hvilket er en stigning på 12,5 skr., og lige en smule mindre end den pris Dubaibørsen vil betale.

I Danmark er aktien steget med 8 kr. til 184 kr. pr. aktie.




(RB-Børsen)