Du må vente på Apples musik-sky

De nødvendige rettigheder til den cloudbaserede musik-tjeneste er stadig ikke på plads.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Forleden kunne Apple annoncere sin nye cloud-baserede storage-tjeneste, iCloud, hvor der blandt andet bliver mulighed for at lytte til hele sin musiksamling fra skyen uden at skulle uploade filerne først. Denne tjeneste bliver lanceret i USA til september og koster 24,99 dollar om året. Det skriver Comon.dk

Nu skriver den britiske avis The Telegraph at tjenesten tidligst bliver lanceret i første kvartal af 2012 i Storbritannien.

Normalt plejer Storbritannien at være et af de første europæiske lande, hvor Apple lancerer sine nye tjenester, så man kan nok roligt regne med, at den nye musik-tjeneste heller ikke kommer til Danmark før til næste år.

En talsmand for den britiske organisation Performing Right Society (PRS), der repræsenterer komponister, sangskrivere og musikudgivere, siger til avisen at forhandlingerne om de nødvendige rettigheder til tjenesten stadig befinder sig i en meget tidlig fase.

Det bliver sammenlignet med iTunes, som også i første omgang kun blev lanceret i USA og senere kom til andre lande.

Forrester Research bekræfter overfor avisen, at cloud-tjenesten tidligst kommer til Storbritannien i begyndelsen af det nye år, men hverken Apple eller pladeselskaberne har ønsket at kommentere historien.

ComON har tidligere skrevet om den cloudbaserede musiktjeneste, hvor det ligesom hos Amazon og Google bliver muligt for brugerne at lagre deres musik i skyen og lytte til den med smartphones, tavlecomputere eller pc'er.

Med iTunes in the Cloud kan man downloade alle sange der er købt i iTunes til alle iOS-enheder og samtidig kan man bruge en tjeneste kaldet iTunes Match, hvor man kan overføre hele sit lokale musikbibliotek til skyen.

Det er altså ikke nødvendigt at uploade filerne - iTunes Match prøver automatisk at finde de pågældende musikstykker blandt de 18 millioner sange i iTunes Store og erstatter så den lokale fil med en 256-kbps AAC DRM-fri kopi, som man kan høre på alle enheder.

Google og Amazon kræver at brugeren selv skal uploade sin musik først og forsøger dermed at undgå at komme på kollisionskurs med musikindustrien.

Men Apple har valgt en model, som kræver at man forhandler rettighederne på plads med branchen, og det ser ud til at forsinke udrulningen af tjenesten. De mange andre tjenester som kommer til at indgå i iCloud bliver sandsynligvis ikke berørt af forsinkelsen.