DTU fejrer nanoteknologiske vækst-virksomheder

DTU Nanotech fejrer i år 25 år jubilæum. Afdelingen kan være stolt af sine 21 spinout virksomheder, som skaber overskud og arbejdspladser.

Foto: David Leth Williams. SBT Aqua er en af spinout virksomhederne,  der hører hjemme hos DTU Scion. De udvikler en sensor, som kan måle bakterieindholdet i vand direkte i stedet for at skulle forbi et laboratorium. Gustav Skands og folkene bag er alle tidl. DTU-studerende.
Læs mere
Fold sammen

I december fejrer DTU Nanotech 25 års jubilæum. I den anledning har Danmarks Tekniske Universitet undersøgt, hvor meget de egentlig har at fejre, og det er blevet til en hel del gennem årerne. 26 virksomheder er blevet til med udgangspunkt i DTU Nanotech, og 21 af virksomheder eksisterer stadig i dag.

De 21 DTU Nanotech spinout virksomheder omsætter samlet for 500 mio. kroner om året og holder 400 medarbejdere beskæftiget. Det er næsten dobbelt så mange, som DTU Nanotech har ansat.

Det er måske ikke så overraskende, at afdelingen har gode resultater uden for universitetets trygge rammer. Da DTU Nanotech blev stiftet i 1990 samlede man en bestyrelse, hvor hovedparten var eksterne medarbejdere. Idéen var at uddanne ingeniører tættere på feltet i samarbejde med industrien, så teknologi, knowhow og efterspørgsel havde bedre mulighed for at følges ad.

Rolf Henrik Berg er professor i nanoteknologi og innovation ved DTU, og han mener, at netop det tætte samarbejde med industrien er med til at give virksomhederne ben at gå på, når de er i opstartsfasen som en del af DTU.

»Vi har et stærkt fokus på at få øje på og udvikle de bedste idéer, og forskerne har nem adgang til kvalificerede råd - vejen fra opfindelse til kommercielt produkt er kortere, og det kan betale sig i sidste ende,« siger han i en kommentar.

Gennem årerne har virksomhederne samlet rejst investeringer for 1,2 mia. kroner. Siden de 21 virksomheder blev grundlagt har de samlet omsat for 2,8 mia. kroner.