Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
DSV har inden for luft- og søfragt været i stand til at køre med markant højere overskudsgrader i Nord- og Sydamerika end i Europa, Asien og Afrika, og selvom markederne ikke helt kan sammenlignes, så vil den nye mand i spidsen øge kontakten til kunderne rundt omkring i verden, da det har været en af nøglerne til fremgangen i USA.
Det fortæller Carsten Trolle i et interview med Ritzau Finans.
- I USA har vi været meget tætte på vores kunder, og det gælder også ledelsen. Det er drivkraften i USA, og det er helt klart et af de områder, som jeg vil gerne vil sætte mere ind på, siger han.
Han fortæller, at markedet over de seneste år har ændret sig i en retning, hvor kunderne i højere grad vil snakke med beslutningstagere, hvilket han gerne ser i højere grad bliver implementeret i andre kroge af Air & Sea-divisionen.
- Det er ikke sådan, at andre af dele af vores virksomhed ikke har besøgt kunder, men jeg tror, at der er noget at hente i forhold til det salgsmæssige. Hvis vores ledelse i hele verden er fokuserede på vores kunder hver dag, så tror jeg, at vi ser en positiv ændring, siger han.
Ud over en endnu tættere kundekontakt vil Carsten Trolle fortsætte "DSV's minutiøse fokus på at minimere omkostningerne", hvilket især gælder i de områder af verden, hvor DSV's evne til at veksle bruttofortjenesten til indtjening ikke er helt så god, som tilfældet har været i Nord- og Sydamerika.
- Vi skal køre videre den vej, som vi allerede har gjort. Vi kan altid gøre det bedre og få noget mere ud af det, vi laver hver dag. Det er ikke fordi, at vores forretning kører dårligt i Sydeuropa, Nordeuropa eller Skandinavien, men der er altid noget at skrue på, siger Carsten Trolle.
I Americas, der dækker Nord- og Sydamerika, havde DSV i 2014 en overskudsgrad på 9,9 pct., mens overskudsgraden i Europa, Mellemøsten og Afrika lød på cirka det halve. I Asien og Stillehavsregionen var overskudsgraden på 7,1 pct. ved udgangen af 2014.
Selvom Carsten Trolle mener, at der er plads til forbedringer, vurderer han dog ikke, at DSV vil være i stand til at løfte marginerne op i samme niveau i de andre områder, som man har været i stand til i Nord- og Sydamerika.
- Jeg tror ikke, at det er realistisk at nå de samme overskudsgrader. Markederne er markant mere konkurrenceprægede især i Europa, end det er i USA, siger han.
Carsten Trolle afløses af Niels Larsen, der kommer fra en stilling som vicedirektør i Air & Sea-divisionen.