DSV-chefer udnytter optioner og scorer store gevinster

DSV's topchef har sammen med økonomidirektøren handlet aktier i forbindelse med udnyttelse af et aktieoptionsprogram, viser en indberetning til Finanstilsynet.

DSV's administrerende direktør Jens Bjørn Andersen (billedet) og økonomidirektør Jens H. Lund har anvendt et internt aktieoptionsprogram til at tjene store milliongevinster. Fold sammen
Læs mere
Foto: STAFF

Jens Bjørn Andersen, der er administrerende direktør i transport- og logistikselskabet, har via programmet købt 100.000 aktier til en stykpris på 166,75 kr. for siden at sælge det samme antal til en stykpris på 483,91 kr.

Aktierne er dermed købt for 16,7 mio. kr. og solgt for 48,4 mio. kr. Det giver en gevinst på knap 32 mio. kr.

Jens H. Lund, der er økonomidirektør, har på baggrund af programmet købt 70.000 aktier. Han har ligeledes efterfølgende solgt dem alle til samme prisniveau som Jens Bjørn Andersen.

Dermed er aktierne købt for 11,7 mio. kr. og solgt for 33,9 mio. kr., hvilket giver en gevinst på godt 22 mio. kr.

Torsdag morgen koster en DSV-aktie til sammenligning 471,20 kr. efter et fald på 1,8 pct.