DSV-chef: Lastbiltransport vil næppe indhente tabt dominans

Transportkæmpen har fået vendt den negative udvikling i lastbildivisionen, men den vil næppe få sin dominerende position i selskabet tilbage, vurderer adm. direktør Jens Bjørn Andersen.

Foto: Nils Meilvang. DSVs lastbildivision har fundet vejen til vækst igen.
Læs mere
Fold sammen

Jens Bjørn Andersen er i godt humør. DSV har præsenteret det bedste førstekvartalsregnskab nogensinde, og den kriseramte lastbildivision er kommet op i gear. Samtidig er der fremgang på både top- og bundlinje på DSV anden store division, luft- og søfragt.

»Jeg er yderst tilfreds med resultatet. Det er der bedste resultat i første kvartal nogensinde, og vi er i en god udvikling, hvor vi vokser hurtigere end markedet og holder en god profitmargin. Der er en valutagevinst, vi naturligvis ikke kan tage æren for, men selv uden den ligger vi ni procent over samme kvartal sidste år,« siger DSV-direktøren.

»Men jeg er næsten mest glad for, at den gode, gamle lastbildivision har knækket den negative udvikling, der har været i et par år. Indtjeningen voksede med 10,6 procent, og vi ser effekten af de tiltag, vi søsatte sidste år.«

Mens lastbildivisionen er DSVs største med en omsætning på 6,1 milliarder kroner, er der flere penge at hente på luft- og søfragt, der er DSVs mest indbringende division.

Selvom udviklingen nu går i den rigtige retning for lastbilerne, forventer Jens Bjørn Andersen ikke, at divisionen kan genindtage samme dominerende position i DSV som den havde tidligere.

»Relativt set bliver det vanskeligt for Road at komme tilbage til den position, de havde tidligere i DSV. Det skyldes blandt andet, at vækstraterne er højere i Air & Sea. Markedet for lastbilfragt er vokset 1-2 procent, mens marked for luft- og søfragt er 2-4 procent,« siger han.

Den fremtidige vækst for lastbilerne skal ifølge direktøren findes uden for Europa, hvor området har større vækst. Det skal gerne ske via opkøb, men i mangel på egnede opkøbskandidater afviser han ikke, at DSV vil rulle ærmerne op og starte fra bunden på egen hånd.

»Opkøb har vi talt om i mange, mange år, og det står højt på vores agenda. Vi vil rigtig gerne konsolidere industrien, der er meget fragmenteret. Der har været et par større handler i branchen i de seneste måneder, og det håber vi er et tegn på at det bløder op. Men vi har også et ansvar for aktionærerne, så vi køber ikke for enhver pris,« siger Jens Bjørn Andersen.

DSV annoncerede onsdag, at man har åbnet et kontor i San Jose i Costa Rica, der fremover skal være et knudepunkt for hele Centralamerika. Fokus bliver dog på luft- og søfragt, og adm. direktør Jens Bjørn Andersen kaldte i den forbindelse Centralamerika for et af de få blanke pletter på DSVs verdenskort.

Til trods for fremgang og valutarygvind, er det for tidligt at opjustere forventningerne, mener DSV-topchefen. De lyder derfor stadig på et bruttoresultat på 10.500-10.900 millioner kroner og et driftsresultat før særlige poster på 2.700-2.900 millioner kroner.