DSB sender Harry på pension

En af Danmarks mest kendte og folkekære reklamefigurer bliver pillet af skærmen, fordi DSB vil noget andet med sine reklamer.

Harry i et privat øjeblik i Taunusen, med fingeren oppe i snuden. Fold sammen
Læs mere
Foto: Morten Thun
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Efter 11 års tro tjeneste er reklamedyret Harry blevet fyret af DSB. Det lilla tøjdyr med hæs stemme og hang til biler har indspillet sin sidste reklamefilm for DSB, og kollegaen Bahnsen, bedre kendt som Søren Pilmark, er også blevet opsagt af togselskabet. Kontrakten med DSB udløber officielt 31. december og bliver ikke forlænget.

»Harry og Bahnsen har hjulpet DSB til at komme bedre i øjenhøjde med danskerne og blive mere folkelig. Den opgave har de løst på glimrende vis, men nu er det tid til noget andet,« siger Steen Sørensen Koch, marketingdirektør i DSB. Det berømte og berygtede makkerpar Harry og Bahnsen fik deres debut allerede i år 2000.

Siden indspillede de 90 reklamefilm sammen, og de nåede ifølge DSB at modtage ikke færre end 50 reklamepriser.

Om årsagen til bruddet, udtaler Steen Sørensen Koch:

»Med DSB’s økonomi og med det perspektiv, at DSB i dag er et andet sted end for 11 år siden, er vi kommet frem til, at det er nødvendigt at sige farvel til Harry. DSB kan bruge pengene på markedsføring klogere, bedre og mere tidssvarende med andre kampagner,« siger han.

Det er ønsket om at lave nye kampagner, der fylder mere på forskellige digitale platforme, som betyder, at Harry ikke er så perfekt en partner for DSB, som han var tidligere.

»Harry blev skabt, da TV var den altdominerende kommunikationskanal. TV er stadig vigtigt, men vi har nu også mange andre platforme, hvorfra vi gerne vil reklamere, og her er Harry ikke så velegnet,« siger Steen Koch Sørensen.

Navnet Harry fik han efter den nu afdøde redaktør af FDM’s motorbrevkasse Harry Motor. Det var Søs Egelind, der gav ham sine hæse stemme.

Det var Jacob Blom og Ib Borup fra reklamebureauet Bates Y&R, som i 1999 fik idéen til Harry. I første omgang var Harry tiltænkt et par år som frontfigur, men der gik altså 11 år før DSB var klar til at sende tøjdyret på pension.