DSB First vil stjæle lokoførere fra DSB

DSB First, der i juni vandt udbuddet om Øresundstrafikken, forsøger nu at lokke bl.a. DSB’s lokoførere over i det nye selskab med løfte om en bonus på 20.000 kroner. Det kan ende med priskrig på lokoførere, siger Dansk Jernbaneforbund.

Der er mangel på lokoførere, og derfor prøver DSB First at lokke lokoførere fra DSB. Fold sammen
Læs mere
Foto: Morten Juhl
»Kære lokofører. Hvis du skifter dit job i DSB ud med et job i DSB inden 1. september og bliver i det nye job i et år, så får du en bonus på 20.000 kr. Venlig hilsen DSB.«

Det er groft sagt det tilbud, DSBs lokoførere netop har fået. Og selv om det kan lyde småkannibalistisk, er det ren og skær virkelighed.

DSB-datterselskabet DSB First, der i juni vandt udbuddet om togdriften på Kystbanen og i Skåne, skal nemlig bruge 200 lokoførere, når selskabet i 2009 overtager driften. Derfor har selskabet nu en kampagne for at få lokoførere til at skifte til DSB First.

»Vi er interesserede i lokoførere fra alle selskaber, men en del vil naturligvis komme fra DSB, fordi de er så store. Det er jo vilkårene, og hvis et andet selskab end DSB havde vundet Kystbanen, så ville de jo også skulle ud og hente lokoførere,« siger projektchef i DSB First, Esben Norup.

Intet lokoføreroverskud
Idéen med at tilbyde en bonus skyldes, at DSB First dels ønsker at vække opmærksomhed blandt lokoførere, dels at selskabet gerne vil have lokoførerne til at skifte over hurtigt, så man ved, hvor mange man kan rekruttere – og hvor mange, man skal have uddannet.

Projektchefen afviser dog, at der er tale om et forsøg på at stjæle folk fra moderselskabet.

»Stjæle er jo ikke et pænt ord. Og allerede i dag ser vi, at lokoførere skifter mellem DSB S-tog til DSB fjerntog som en naturlig del af deres karriere. Nu kan de så også vælge at skifte til DSB First,« siger han. Desuden er DSB First forpligtet til at agere som et selvstændigt togselskab for at holde vandtætte skotter til moderselskabet, der modtager milliarder i statstilskud.

Til trods for, at DSB skal afgive Kystbanen til DSB First, vil DSB næppe kunne undvære nogle af sine lokoførere, mener trafikforsker Alex Landex fra DTU.

»Dels er det en stor virksomhed med et vist gennemtræk, dels skal de til at uddanne lokoførere til IC4, og dels skal de med løftet om gode tog til alle til at køre flere tog om dagen,« siger han.

Dermed er der udsigt til kamp om medarbejderne. Alligevel tager ledelsen i det »gamle« DSB familieopgøret om lokoførere med ro.

»Det er jo et frit arbejdsmarked, og vi må konkurrere om arbejdskraften på lige vilkår. Omvendt er det klart, at hvis det viser sig, at mange af vores lokoførere søger over i DSB First, så vil vi kunne få problemer med at køre trafikken på S-banen,« siger S-togs adm. direktør Gert Frost i DSBs medarbejderavis.

Sker det, vil S-togsdirektøren svare igen med endnu en rekrutteringskampagne.

I de godt 2.200 danske lokoføreres organisation, Dansk Jernbaneforbund, er der ikke opbakning til bonus-idéen.

Forbund: Ingen effekt
»DSB og DSB First skulle hellere skabe bedre forhold om løn og arbejdstid, så folk fik lyst til at være i selskabet. Jeg tror ikke, at en bonus på 20.000 vil have nogen særlig effekt,« siger næstformand Henrik Horup.

Han tager lokkemaden som udtryk for, at det bliver stadig sværere at skaffe lokomotivførere. Dels skal der bruges stadig flere lokoførere, dels er en stor gruppe på vej på pension, og dels er det svært at få nok til at uddanne sig til lokoførere. Derfor kan det ende med priskrig på lokoførere, ganske som det er set i England, mener han