DSB-direktør: Svært med konkurrence

Transportministeriet lover DSB garanti mod nye udbud på jernbanen frem til 2020. Også efter den tid bliver det svært, siger DSBs nye topchef, Flemming Jensen.

Foto: Claus Bech. DSB direktør Flemming Jensen.
Læs mere
Fold sammen

København: Transportministeriet har givet DSB en garanti mod nye udbud på jernbanen frem til 2020, og spørger man togselskabets nye topchef, bør man tænke sig grundigt om, hvis man til den tid ønsker mere privat togkørsel.

- Helt overordnet set er det en politisk beslutning, om man vil lave udbud eller ej. Men der er nogle strukturer, som gør det kompliceret at få en reel konkurrenceudsættelse på jernbanen, siger Flemming Jensen i et interview med Ritzau.

Kortsigtet peger han på, at de mange opgraderings- og renoveringsprojekter på de danske skinner gør det svært at lukke nye selskaber ind.

Samtidig betyder den manglende internationale standardisering, at udenlandske operatører ikke uden videre kan lade deres tog køre ind og ud af Danmark.

Men der er også helt fundamentale barrierer i det danske togsystem, mener direktøren.

- Danmark er bare ikke et stort land, og vi har nogle flaskehalse, som er problematiske. For eksempel kørslen ind og ud ad hovedbanen og over Fyn samt strukturen med at splitte og samle togene undervejs. Det gør det komplekst, konstaterer direktøren.

Den konklusion er transportvirksomheden Arriva uenig i:

- Vi ved, at vi igennem udbud kan løfte produktiviteten i jernbanerne og dermed kan give passagerer en bedre service. Samtidig kan staten spare 20-30 procent af tilskuddet til jernbanen, siger Arrivas administrerende direktør, Nikolaj Wendelboe, til Ritzau.

Han henviser til, at Rigsrevisionen har konkluderet, at den danske stat har sparet over 300 millioner kroner i perioden 2003-2010 ved udlicitering af en række regionale togskinner i Midt- og Vestjylland.

Og ifølge Nikolaj Wendelboe er Arriva klar til at overtage driften af flere togruter.

Det ønske kan vise sig at få støtte fra Socialdemokraterne.

- Vi fører ikke nogen religionskrig mod at sende nye ting i udbud. Vi synes, at DSB skal være krumtappen i banenettet, men vi kan sagtens se en ny udbudsrunde på et tidspunkt, siger transportordfører Rasmus Prehn.