DSB-chef: Politisk kontrol er klogt

Transportministeren vil blande sig i DSBs togkøb efter IC4-skandalen, og det er "klogt," siger den nye topchef.

Jesper Lok tiltrådte stillingen som adm. direktør i DSB den 1. maj efter 25 år hos A.P. Møller - Mærsk. Fold sammen
Læs mere
Foto: Claus Bech

IC4-skandalen er et levende eksempel på, at DSB ikke kan levere tog til tiden.

Det mener transportminister Henrik Dam Kristensen (S), og derfor vil han inddrage regering og Folketing i langt højere grad, når statens togselskab køber nye tog fremover.

Selv om det er en indskrænkning af DSBs magt, synes selskabets nye topchef Jesper Lok, at beslutningen er "klog".


- Der er enkelte beslutninger engang hvert tyvende år, som har rigtig store og langsigtede konsekvenser, og de beslutninger skal vi lige sikre, at vi har afstemt infrastrukturelt. Det, tror jeg da, er klogt, siger Jesper Lok og tilføjer med et skævt smil:

- Så har vi jo så 365 gange 19 og 364 gange én til at få alt det andet til at gå op.

Baggrunden for transportministerens skarpe udmelding er sagen omkring de 83 skandaleombruste IC4-tog. De har indtil videre har været 12 år undervejs, kostet de danske skatteydere mere end fem milliarder kroner - og kører endnu ikke på skinner.

Efter sommerferien vil Henrik Dam Kristensen (S) fremsætte et lovforslag, som skal sikre, at fremtidige danske tog "rent faktisk anvendes med succes i andre lande", inden man underskriver en købsaftale. Endvidere vil ministeren fremover indføre en ekstern og uafhængig kvalitetssikring i forbindelse med nye indkøb af tog.


DSBs nye administrerende direktør står over for en række udfordringer i forsøget på at gøre sig fortjent til en trafikkontrakt med Transportministeriet i 2015. I første omgang er missionen klar.

"Vi skal genvinde tilliden til DSB, og vi skal have skabt et konkurrencedygtigt DSB. Det er det, vi arbejder hen imod nu," siger Jesper Lok.

Senest har en DTU-rapport slået fast, at IC4-togene bremser tilfredsstillende. Hvis Trafikstyrelsen giver grønt lys, vil DSB indfase de udskældte, italienske tog som regionaltog fra august.