Drøje hug til finanskrisens sandhedsvidne

Der var væsentlige udeladelser, fare for interessesammenblanding og parter, der slap for billigt i det regeringsnedsatte udvalg, der har kulegravet finanskrisen med Jesper Rangvid som formand, advarer toneangivende forskere.

Professor Tom Engsted fra Aarhus Universitet giver sammen med lektor Johannes Raaballe Rangvid-rapporten skarp kritik i en artikel i forskningstidsskriftet Finans/Invest. Foto: Brian Rasmussen Fold sammen
Læs mere
Kan en gruppe af embedsmænd sættes til at kulegrave egen rolle og på den måde undvige kritik? Det er det centrale spørgsmål, som to af landets førende forskere på finansområdet professor Tom Engsted og lektor Johannes Raaballe fra Aarhus Universitet stiller til det meget omtalte Rangvid-udvalg, der har kulegravet årsagerne til finanskrisen.

De to forskere påpeger nu en lang række fejl, mangler og områder, der ikke bliver ordentligt belyst i det regeringsnedsatte udvalgs rapport på knap 500 sider. Helt centralt går deres kritik på, at embedsmændene i det nuværende Erhvervs- og Vækstministeriet er sluppet alt for billigt i rapporten trods åbenlyse fejl i for eksempel udarbejdelsen af bankpakkerne.

»Hvor der i rapporten er kritik af Finans­tilsynet og Nationalbanken, har vi ikke kunnet finde et eneste rap over fingrene til det daværende Økonomi- og Erhvervsministerium. Det er bemærkelsesværdigt, at der ingen vurdering overhovedet gives af ministeriets rolle og ansvar under kriseforløbet,« skriver de to forskere i en forskningsartikel fra Finans/Invest.

De påpeger, at udvalget bag rapporten bestod af 11 medlemmer, heraf fire fra den akademiske verden, en tidligere bankdirektør og en tidligere formand for Finansrådet, en forhenværende nationalbankdirektør samt fem medlemmer fra embedsværket. Også det sekretariat, der skrev rapporten, bestod af ni personer fra embedsværket. Og det kan have givet interessekonflikter:

»Man må formode, at Økonomi- og Erhvervsministeriets departementschef (Michael Dithmer, red.) gennem kriseforløbet har spillet en aktiv rolle og måske ligefrem været »ham for bordenden«. Der er imidlertid ingen oplysninger herom i rapporten. Har departementschefen haft indflydelse på kriseudvalgets rapport? Spørgsmålet lader sig ikke besvare. Men under alle omstændigheder har ministeriet haft en vigtig rolle i sekretariatsbetjeningen af udvalget. For os rejser de manglende oplysninger spørgsmål om transparens og mulige interessekonflikter,« advarer forskerne, der gerne havde set, at udvalget om årsagerne til finanskrisen var domineret af uafhængige forskere.

Professor Tom Engsted undrer sig over, at den digre rapport ikke forholder sig til ministeriets rolle i udarbejdelsen af bankpakkerne, selv om pakkerne åbenlyst er blevet til med departementschef Michael Dithmer for enden af bordet.

»Det er de samme mennesker, der skal evaluere sig selv. Vi havde hellere set et helt uafhængigt udvalg, så man ikke kunne beskyldes for at tage de her hensyn. Man har måske vurderet, at man havde brug for nogle oplysninger, man ikke kunne have fået på andre måder.«

De to forskere peger på, at der burde have været en klarere gennemgang af den konkrete krisehåndtering i Rangvid-rapporten, som eftertiden og fremtidens kriseknusere kan lære af. Måske endnu vigtigere er det, at de ikke er enige i, at den danske realkreditsektor var i stand til at overleve på egen hånd under krisen.

»Rangvid-rapporten skriver, at realkreditten klarede sig fint igennem december-auktioner i 2008. Vi dokumenterer, at der var fire-fem støtteforanstaltninger. Derfor gik det igennem. Det skriver de ikke i rapporten. Vi mener, at det er helt forkert, at man ikke har fokus på det. Og der står heller ikke noget i anbefalingerne om det,« siger Johannes Raaballe, der også peger på, at Rangvid-rapporten skriver ganske lidt om krisehåndteringen af Danske Bank, som Berlingske beskrev i artikelserie »Falder bankerne, falder Danmark«.

»Jeg synes, at det er forkert, at jeg som forsker og som almindelig læser skal have min viden om Danske Bank fra Berlingske i juli 2013. Der står stort set ingenting om det tema i rapporten. Kun fire forkølede linjer, som jeg ikke bliver klogere af. Fem år efter kan det ikke være statshemmeligheder mere.«

Johannes Raaballe håber på systemets vegne, at man har mandsopdækket Danske Bank:

»Det er langt den største bank, og det er dér, at den store risiko ligger, men så må vi også have at vide, hvordan man har organiseret krisehåndteringen i detaljer. Lærte man noget af det her, og hvad vil man gøre, hvis sådan en situation opstår igen. Det får vi ikke svar på,« siger Johannes Raaballe, der ligesom Tom Engsted undrer sig over, at rapporten ikke går mere kritisk til Bankpakke 2, hvor bankerne blandt andet fik statslån for milliarder af kroner.

»De siger overordnet i rapporten, at alle bankpakkerne var hensigtsmæssigt udformet, men det var de åbenlyst ikke. Bare se på, at man var nødt til at ændre Bankpakke 2, fordi den ikke virkede,« siger Tom Engsted, der peger på, at oplægget til Bankpakke 4 var, at en sund bank kunne overtage en svag bank. Men pludselig bliver den bankpakke brugt til at lade Vestjysk Bank overtage Århus Lokalbank, der begge var banker i krise. Også Nationalbanken slipper overraskende billigt i Rangvid-rapporten, påpeger Tom Engsted:

»Det virker som om, at Nationalbankens folk har været med til at styre pennen, men når man tænker på, at det var Nationalbanken, der i 2006 meldte ud, at der ikke var en boligboble, og i 2008 meldte ud, at banksektoren var robust, synes jeg, at kritikken kunne have været skarpere i rapporten.«

Også fra selve udvalget bekræftes oplevelsen af, at man var for meget styret af embedsmændene:

»Embedsmændene forsøgte i meget stort omfang at forsvare egne interesser,« siger CBS-professor Finn Østrup, der var med i udvalget. Han bekræfter også, at der var stor uenighed om netop formuleringerne om Bankpakke 2. I embedsværket afviser flere af de involverede, at man skulle have lagt pres på Rangvid-udvalget. Det gælder f.eks. Erhvervs- og Vækstministeriets repræsentant i udvalget, finansdirektør Christian Ølgaard:

»Udvalget har arbejdet selv, og Dithmer har ikke blandet sig. Der har været embedsmænd tilstede, men der var et flertal af eksterne forskere og andre eksterne medlemmer. Embedsmændene bidrog til at forklare om f.eks. baggrunden for de politiske initiativer.«

Departementschef Michael Dithmer fra Erhvervs- og Vækstministeriet, der under krisen spillede en afgørende rolle i krisehåndteringen mener heller ikke, at der var interessekonflikter:

»Vi har i tilrettelæggelsen af udvalgsarbejdet været meget opmærksomme på, at vores involvering skulle foregå på den måde, at vi servicerede udvalget, og jeg har selv ikke blandet mig i, hvordan rapporten og beskrivelsen så ud,« siger Michael Dithmer.