Drive Now sender luksusbil på gaden, der kører på benzin

DriveNow, der hører under transportselskabet Arriva, er mest kendt for sine elbiler rundt om i hovedstaden. Nu har de sendt fem BMW X2-modeller på gaden for at ramme et nyt segment.

Topbillede
DriveNow har onsdag i sidste uge sat fem BMW X2 biler på gaden som luksus-delebiler. DriveNow er en del af transportselskabet Arriva, som er et britisk selskab, der er ejet af tyske Deutsche Bahn. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen

I sidste uge kom fem nye luksus-delebiler på gaden.

»Premium,« som Morten Jakobsen, chef i Mobility Services i transportselskabet Arriva, kalder dem.

For den almindelige bruger hedder de nye biler genkendelige navne som Erna Marie, Inger, Helge og Harry.

»Harry – som i »Harry og kammertjeneren«,« forklarer receptionisten med henvisning til en dansk sort-hvid film fra starten af 60erne. Men det er BMW X2-biler, der bærer navnet, og ikke en 55 årig gammel spand. Bilerne har automatgear og et rummeligt bagagerum.

Selskabet Arriva, som står for flere lokale togbaner og bustransport rundt om i landet, har i over 3,5 år haft DriveNow til at stille delebiler til rådighed i København. Her kan du som kunde tjekke ind med dit rejsekort – eller direkte fra din telefon i selskabets app.

Sidste år introducerede DriveNow benzinbiler første gang som en del af deres flåde af delebiler, dengang BMW 1-modellen. Nu er de suppleret af en håndfuld X2ere.

Adfærdsmønstrene viser ifølge chefen, at der på markedet er et behov, som DriveNow kan udfylde:

»Vi kan se i kundernes adfærdsmønstre, at der var behov for en lidt større bil – en premium. Både hvis det er forretningsfolk, der skal til møde, men også til kernefamilien, der har brug for mere plads,« siger Morten Jakobsen, ligesom at benzinbilerne bevæger sig længere væk fra København, end elbilerne gør.

Morten Jakobsen oplyser, at en tredjedel af DriveNows biler på nuværende tidspunkt er benzinbiler, resten er elbiler.

Morten Jakobsen har været i Arriva i seks år, og som Head of Mobility Services i to år og ni måneder. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen.

Efter en uge på markedet er Morten Jakobsen meget tilfreds med modtagelsen:

»Hvis man udelukkende skulle kigge på resultaterne fra den sidste uge, så skulle jeg skifte hele min flåde ud til X2ere,« griner Morten Jakobsen, men maner til ro.

»Det kommer selvfølgelig ikke til at fortsætte sådan her, men bilerne er blevet taget rigtig godt imod,« siger han.

Men hvad så med miljøet?

Men hvad så med miljøet, spørger du. DriveNow har i årevis brandet sig selv som det klimavenlige alternativ.

»Kør endnu mere grønt i København«, »Bæredygtig og urban køreoplevelse« og »Mindre forurening og trængsel« er nogle af de tillokkende slogans, DriveNow går under.

For Morten Jakobsen handler det ikke om, hvilket brændstof bilerne bruger, men hvad bilerne kan:

»Vi har også kunder, der har behov for at køre til Skagen, og det kan elbilerne ikke. Så vores overvejelser er mest baseret på, hvilken type bil vi kan tilbyde, frem for hvilken type brændstof den kører på.«

»Der, hvor vi kan se, at den får stor effekt, er, når vi rammer den moderne familie, som vi gerne vil ramme. I Københavns Kommune har mange »weekend-biler«, altså 30 procent af alle biler står stille i hverdagene og kører kun i weekenderne. Vi kan se, at vores X2er køres i weekenden, og kører endda lange ture i weekenden, så vi håber, at den kan gå ind og afdække familiers behov for selv at eje en bil. For hvorfor eje en bil, når man kan nøjes med at betale, når man skal bruge den?«

Har det påvirket jeres kunders brug af elbilerne?

»Nej, benzinbilerne har sådan set givet os et nyt lag af kunder. Vi har en fin vækst på elbilerne, men da vi satte benzinbilerne på vejen, fik vi et nyt segment af kunder. Så kannibaliseringen er næsten ikke til stede.«

Derudover forsøger DriveNow at finde den type bil, kunderne vil have, forklarer han.

»Vi kan se, at det har en effekt, at vi tilbyder noget nyt og andet til kunderne. Det er trods alt en bil, der koster en del, hvis man skal ud og købe den. Hos os kan du komme helt ned og give 1,5 kroner i minuttet.«

Til spørgsmålet om hvorvidt den øgede mængde benzinbiler i sortimentet kan udkonkurrere elbilen, svarer Morten Jakobsen sikkert:

»Det tror jeg ikke. Vores egne studier viser, at 60 procent af vores kunder kun vil køre i elbil. Så er der 25 til 30 procent, der vælger bil efter behov – og så er der ti procent, der ikke gider køre i elbil. Det har ikke ændret sig det sidste års tid, selv om der er kommet benzinbiler i DriveNows sortiment,« siger han og henviser til, at valgkampen i øjeblikket er et eksempel på, at danskerne generelt er interesserede i at gøre det så grønt som muligt.

»Men når der står en elbil og en benzinbil ved siden af hinanden, er der nogle barrierer, vi forsøger at nedbryde. Det gør vi blandt andet med at gøre elbilen billigere end benzinbilen på vores 24-timers pakker, så vi skaber et incitament til at tage elbilen på de længere ture også,« siger Morten Jakobsen og henviser til, at der sker en forbedring på otte procent om året i kapaciteten på batterier til elbiler. Bare i den tid DriveNow har haft elbiler, er kapaciteten i batteriet fordoblet, og vi har kun været i gamet i tre år og ni måneder.«

I første omgang er de fem BMW X2-biler til rådighed de næste seks måneder i en prøveperiode. Hvis det viser sig, at kunderne i længden bruger bilerne til længere køreture, end elbilerne kan klare, så udvider DriveNow ifølge Morten Jakobsen yderligere.

Indtil videre må kunderne nøjes med Erna Marie, Harry og de andre, hvis de ønsker at køre i DriveNows hidtil største bil på gaden.