Driftige fynboer bygger boliger for over en halv milliard på Amager

Et fynsk firma har i øjeblikket gang i byggerierne på Østamager, hvor gamle industriarealer bliver forvandlet til boligområder.

Foto: Thomas Lekfeldt. Robin Feddern, direktør og partner i Arkitektgruppen, peger  mod de gule industribygninger på Amager, som snart skal afløses af rækkehuse og lejligheder.
Læs mere
Fold sammen
Projektmageren Arkitektgruppen har netop erhvervet tre erhvervsejendomme på Østamager og gør klar til endnu et boligprojekt i kvarteret, hvor firmaet allerede er i gang med projekter for langt over en halv milliard kroner.

"Selv bygger vi otte rækkehuse og et seks etagers hus med cirka 31 lejligheder," siger direktør og partner Robin Feddern til Berlingske Business Ejendomme.

Han anslår, at de 4.500 kvadratmeter kan sælges til en relativt høj kvadratmeterpris på 35.000 kroner ligesom andre boliger i området, og det giver en samlet projektsum i størrelsesordenen 160 millioner kroner.

Arkitektgruppen har base i Odense, men har efterhånden langt hovedparten af sine boligprojekter i hovedstaden, blandt andet i Ørestad, ved det snart fraflyttede Grønttorv i Valby og så netop her på tidligere industriarealer på Østamager - tæt ved Øresund Metrostation og Amager Strandpark.







I kvarteret har Arkitektgruppen for Danica Pension blandt andet opført "Strandtårnet" med godt 100 lejligheder - med 21 etager er det et af de højeste byggerier herhjemme de senere år.

På nabogrunden ligger en ejendom med 22 lejligheder, en Lidl-forretning og et par butikker, og på næste matrikel følger "Tower" med 27 lejligheder fordelt på 14 etager.

Et stenkast derfra har Arkitektgruppen netop afsluttet 16 rækkehuse, hvor de første beboere er rykket ind, og er nået cirka halvanden etage af Twister-bygningen, som får 15 etager med 28 lejligheder.