DR stopper reklamer på pornokanal

Mikael Bertelsen fra DR 2 har selv købt reklameplads for sit nye program på Kanal København.

Mikael Bertelsen fotograferet af Claus Bech Andersen. Fold sammen
Læs mere
På det seneste har pauserne i de natlige udskejelser på Kanal København været fyldt med reklamer for det nye program '11. time' fra DR2.

Umiddelbart lyder det uskyldigt, men som mange ved, er kanalens natflade fyldt med porno, og det er ikke noget, DR vil slås i hartkorn med, skriver 24timer.

Efter heftig debat i DRs egne rækker er reklamerne nu taget af igen. På DR-Byens chefgang ærgrer man sig over den dårlige omtale, men insisterer på, at man her ikke kendte noget til den utraditionelle markedsføring.

»Jeg har ikke set reklamer for DR2 på Kanal København. Indrykninger i natlige reklameblokke på Kanal København er selvfølgelig ikke en del af DR2s lanceringsplan. Værten på programmet Mikael Bertelsen har på egen hånd indrykket annoncen. Vi har bedt DR Kultur, der producerer '11. time', om at stoppe indrykningen,« forklarer DR2-chef Mette Davidsen-Nielsen ifølge personalebladet DRåben.

Mikael Bertelsen går glip af al den debat, hans ide har skabt. Han er rejst til Afrika og er ikke sådan lige til at få fat på.

Dagredaktør på programmet Mads Brügger, der i øvrigt lægger stemme til de natlige spots, forklarer:

»Når man arbejder i DR, hører man hele tiden, at vi skal være aktive på alle platforme. Mikael og jeg troede faktisk, at vi for en gangs skyld gjorde noget rigtigt,« siger den fantasifulde redaktør til 24timer.

»Efter den megen debat prøvede Mikael faktisk at gøre det godt igen med et nyt spot, men det var altså ikke noget, der kunne formilde debatørerne,« lyder det fra Brügger, som ikke har overblik over, om reklamerne blev vist de 200 gange, som Bertelsen havde betalt for.

»Mikael er jo rejst til Afrika. Han er den eneste, der ved det.«

Kilde: 24timer