DR-journalister strejker over ulønnede frokostpauser

Journalisterne på DR Nyheder har fredag nedlagt arbejdet som følge af udsigten til ulønnede frokostpauser. Nyhederne i TV er aflyst fredag, og arbejdet forventes genoptaget lørdag morgen klokken ni.

Foto: Erik Refner.
Læs mere
Fold sammen

Fredag har journalisterne på DR Nyheder nedlagt arbejdet i protest over, at ledelsen vil afskaffe journalisternes lønnede frokostpauser.

Det bekræfter DRs fællestillidsrepræsentant og formanden for Journalistgruppen i DR, Anne Serlev, over for Berlingske Nyhedsbureau.

»Journalisterne på DR Nyheder er gået hjem, og det er fordi, vi nu har fået et brev i vores e-boks, hvor ledelsen opsiger vores frokostpause,« siger Anne Serlev.

Arbejdsnedlæggelsen betyder, at resten af fredagens TV-nyheder på DR er aflyst, oplyser nyhedsdirektør Ulrik Haagerup til fagbladet Journalisten.

Allerede tirsdag skrev Journalisten, at ledelsen varslede en afskaffelse af de 30 minutters lange, lønnede frokostpauser fra 2017, og at medarbejderne ville modtage besked om ændringen fredag. Afskaffelsen af frokostpauserne er dog ingen overraskelse, da den allerede blev nævnt i DRs store sparerunde fra 2014, hvor der samlet skulle spares 161 millioner kroner.

En række fagforeninger med medlemmer i DR mener dog ifølge Journalisten ikke, man kan fjerne frokostpauserne uden nye overenskomster.

Ulrik Haagerup oplyser til fagbladet, at DR Nyheder fredag er gået over til nødbemanding, som betyder, at radioavisen fortsat bliver afholdt hver time, men at dagens nyhedsudsendelser på TV udgår.

Ifølge Anne Serlev er DR Nyheders journalister tilbage på jobbet lørdag morgen klokken ni.