Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Høje lønninger hos tidligere DONG-medarbejdere var årsagen til, at bestyrelsesformand Fritz Schur i foråret fyrede det statslige energiselskabs mangeårige topchef, Anders Eldrup. Der var imidlertid ingen misstemning mellem den afskedigede DONG-chef og de fire såkaldte »guldfugle«, da de holdt reception hos PensionDanmark i onsdags.
Både Anders Eldrup og DONGs nyligt fyrede koncerndirektør Kurt Bligaard Pedersen var mødt op, og da datoen for receptionen faldt på dagen, hvor DONGs nye topchef, Henrik Poulsen, afskedigede yderligere 324 af energigigantens ansatte, havde en del af disse også fundet vej til adressen ved Langelinie. Receptionen markerede, at Jakob Baruël Poulsen, Christian Skakkebæk, Rune Bro Roin og Torsten Lodberg Smed har lukket den første fond i deres nye investeringsselskab, Capital Infrastructure Partners, som PensionDanmark for nylig skød over fem mia. kr. i. Arrangementet var lukket for pressen, men et af emnerne, der blev vendt over pindemadderne, var Anders Eldrups voldgiftssag, hvor han forlanger at få sit gyldne håndtryk på 11 mio. kr.
DONG Energys bestyrelsesformand, Fritz Schur, fremlagde i foråret en advokatundersøgelse, der konkluderede, at fyringen af Anders Eldrup var berettiget, fordi han havde misligholdt sine forpligtelser over for bestyrelsen ved at lade sig presse af de fire guldfugle til at give lønforhøjelser. Anders Eldrup kaldte dengang undersøgelsen et partsindlæg og annoncerede kort efter, at han ville have sagen afgjort i en voldgift.
Mørkelagt sag
Parterne har mørkelagt sagen, men to interessante oplysninger er alligevel sluppet ud. Den ene er, at Eldrup har valgt sin tidligere departementchef-kollega, forhenværende chef for Det Kgl. Teater Michael Christiansen, som sin sidedommer i voldgiften. Michael Christiansen er i dag bestyrelsesformand for en anden stor statslig virksomhed, Danmarks Radio. Den anden er, at Fritz Schur personligt har involveret sig i voldgiftssagen, som han ifølge Berlingskes oplysninger opfatter som en æressag.
En privat voldgift har som regel tre dommere. Hver af de to stridende parter udpeger en sidedommer, de vurderer som venligsindet over for deres sag. Derudover bliver parterne enige om en neutral opmand, som typisk er landsrets- eller højesteretsdommer. Sidedommerne er ofte en ekstern advokat eller en juridisk chef fra eksempelvis en faglig organisation eller en brancheforening.
Således valgte E-Husets for længst fyrede finansdirektør, Kurt Wamberg, chefjuristen i det daværende Ledernes Hovedorganisation som sin sidedommer ved voldgiftssagen mod det nu hedengangne firma. Det er Anders Eldrups fagforening DJØF, der afholder omkostningerne til voldgiften, og Eldrup kunne således have valgt foreningens chefjurist Rami Christian Sørensen som sidedommer. Det har ikke været muligt at få kommentarer fra hverken Anders Eldrup, Michael Christiansen eller Fritz Schur til denne artikel.