Dortes cafeer er lukkede, og lige nu skubber hun moms og skat foran sig: »Det holder mig vågen, at jeg ikke ved, hvad der kommer til at ske«

De er økonomisk hårdt pressede af coronakrisen, de er usikre på fremtiden, og nogle er bange for at skulle dreje nøglen om. De er blandt dem, som ikke har fået hjælpepakker, eller som frygter, at hjælpen er utilstrækkelig. Hver dag kæmper de for deres livsværks overlevelse. Mød nogle af Danmarks små selvstændige.

Dorte Prip ejer caféerne The American Company. Lige nu er udfordringen at holde skindet på næsen, som hun forklarer det. Linda Kastrup

Dorte Prip ejer cafékæden The American Pie Company, der sælger salte og søde tærter og holder til i København. Hun har de to cafeer og et køkken, der normalt bruges til catering ved blandt andet bryllupper. Den indtjening er væk nu, og nedlukningen af cafeerne kan mærkes økonomisk. Usikkerheden ved at være selvstændig i øjeblikket bekymrer hende.

»Vi har to cafeer og et køkken. Vores primære forretning har været cafédriften, og så har vi haft en anden pænt stor omsætning, der har ligget i events og catering til bryllupper. Vi havde rigtig mange bryllupper i bogen i 2020. Det har været en stor forretning for os, som er forsvundet helt.